Norsk fodboldforbund beder Fifa om at undersøge tre sager

Lise Klaveness er flittig kritiker af Fifa. (Arkivfoto).

Lise Klaveness er flittig kritiker af Fifa. (Arkivfoto).

Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix

Det Norske Fodboldforbund (NFF) beder Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om at undersøge tre konkrete sager.

Det sker i henvendelser til Fifas etiske komité og Fifas såkaldte Governance, Audit and Compliance Committee. Det oplyser NFF på sin hjemmeside torsdag.

- Formålet med disse henvendelser er enkelt: At få fakta frem i sagerne og sikre ansvarliggørelse inden for Fifas eget regelsæt, siger NFF-præsident Lise Klaveness.

- Fodbolden er helt afhængig af tillid til dens institutioner. Når der opstår alvorlige spørgsmål, skal de undersøges på en uafhængig og åben måde, siger hun.

Den første sag, NFF forlanger undersøgt, er sagen om Fifas fredspris, som blev givet til USA's præsident, Donald Trump, af Fifa-præsident Gianni Infantino.

- NFF ønsker svar på, hvordan prisen blev oprettet og tildelt, om Fifa Council skulle have været involveret, og om processen var i tråd med Fifas forpligtelse til politisk neutralitet, skriver NFF.

Derudover vil nordmændene have undersøgt sagen om den amerikanske fodboldspiller Folarin Balogun, som under VM fik en karantæne suspenderet.

Det skete, efter at Donald Trump efter eget udsagn havde rakt ud til Fifa-præsident Gianni Infantino, som har afvist, at Fifa var påvirket af præsidentens henvendelse.

- NFF beder Fifa kortlægge, hvad der skete, hvem der var involveret, og om uafhængigheden blev sikret i den disciplinære proces, skriver det norske forbund.

Den tredje sag, som Fifa ifølge NFF skal granske, er sagen om Gianni Infantinos planer om at sælge andele af Fifa-turneringer til private investorer.

- Hver af disse sager må vurderes på baggrund af fakta i den enkelte sag, siger Lise Klaveness.

- Samtidig peger sagerne på et mere grundlæggende spørgsmål: Er Fifas position, myndighed eller indflydelse blevet brugt på en måde, der ikke var korrekt, og fungerede de mekanismer, der skulle forhindre dette, i så fald, som de skulle?

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...