En buschauffør er blevet tiltalt for to tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med en busulykke i Hornslet i januar i år.
Det skriver TV2 Østjylland, der har fået aktindsigt i anklageskriftet i sagen.
Ulykken skete 14. januar, da to busser kolliderede frontalt på Landevejen uden for Hornslet på Djursland.
Det er chaufføren i den ene bus, der er tiltalt for uagtsomt manddrab.
Derudover er han ifølge TV2 Østjylland tiltalt for manglende agtpågivenhed i trafikken ved ikke at have sænket bussens fart, selv om der var glat føre på vejen.
En 32-årig mandlig passager i den ene bus og en 52-årig mandlig passager i den anden bus mistede livet i ulykken.
De blev erklæret døde, da myndighederne ankom til stedet.
I juni oplyste Østjyllands Politi, at en 44-årig mandlig buschauffør var sigtet for uagtsomt manddrab. Samtidig oplyste politikredsen, at det efter alt at dømme skyldtes glatføre, da den ene bus kørte over i modsatte vejbane.
I forbindelse med sigtelsen lød det fra politiet, at der ikke var noget i efterforskningen, der tydede på, at ulykken skyldtes narko- eller alkoholpåvirkning eller defekte busser.
Politiet beskrev i den forbindelse ulykken som et dybt tragisk færdselsuheld.
I alt var 14 personer fordelt på de to busser involveret i ulykken.
Foruden de to døde mænd blev otte personer kørt med ambulance til behandling på hospitalet.
Uagtsomt manddrab straffes som udgangspunkt med bøde eller fængsel i op til fire måneder.
Østjyllands Politi oplyser til TV 2 Østjylland, at sagen mod buschaufføren ventes at blive behandlet ved Retten i Randers 9. november.
RITZAU