Nordgården ser mod Tyskland og får nye muligheder uden for højsæsonen

Sarah Helene Christiansen fra Nordgården oplever, at de tyske turister kommer uden for højsæsonen. Og det giver helt nye muligheder.

Sarah Helene Christiansen fra Nordgården oplever, at de tyske turister kommer uden for højsæsonen. Og det giver helt nye muligheder.

Foto: Privat

Når sommerferien er slut for de danske børnefamilier, er der stadig liv på Nordgården ved Skibby. Her oplever indehaver Sarah Helene Christiansen nemlig, at en voksende gruppe tyske gæster holder ferie på helt andre tidspunkter af året, og det giver nye muligheder for gårdens turismeforretning.

Familierne, der besøger Nordgården, kommer ikke for et tætpakket aktivitetsprogram. I stedet er det nærværet med dyrene, ponytrækture og pandekagebagning i haven, der trækker gæsterne til.

For Sarah Helene Christiansen handler fremtiden i stigende grad om at tiltrække gæster uden for den traditionelle danske sommersæson.

- Vi har lige haft tre uger i slutningen af august, hvor det primært har været tyske gæster. De holder ferie på andre tidspunkter end os, og det giver nogle muligheder, hvis vi sørger for at have åbent, når de har ferie, siger hun.

Den kommende Femern Bælt-forbindelse ventes at gøre det lettere for tyske turister at besøge Sjælland, og hos Nordgården håber man at kunne tiltrække flere af dem. Derfor har Sarah Helene Christiansen blandt andet valgt at udvide med ekstra efterårsferieuger.

Læs også

Langsigtet plan

Men flere gæster er kun en del af ligningen. For at stå stærkt i konkurrencen om de internationale turister er det også nødvendigt at udvikle virksomheden og tænke i bæredygtige løsninger.

Nordgården har været blandt de 61 turismevirksomheder på Sjælland og Lolland-Falster, der har deltaget i et udviklingsforløb med fokus på bæredygtighed og forretningsudvikling.

- Jeg sidder jo alene med rigtig mange ting. Jeg kan godt være sådan en, der tænker, at jeg skal arbejde med det hele. Men nu har jeg fået hjælp til at sige: Du kan ikke arbejde med det hele. Start her, og lav så en mere langsigtet plan for, hvad du realistisk kan nå, siger hun.

Netop sæsonforlængelse og internationalisering har Destination Fjordlandet de seneste år haft øget fokus på sammen med områdets turismevirksomheder.

- Når der kommer gæster i flere måneder af året, giver det virksomhederne et bedre grundlag for at investere, udvikle sig og fastholde medarbejdere. En længere turistsæson handler derfor også om lokale arbejdspladser og stærkere virksomheder i Fjordlandet, siger direktør Thomas Kær Mahler fra Destination Fjordlandet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...