For første gang siden indgangen til 2024 er der over 2000 ejerlejligheder til salg i København.
Det viser tal fra Boligsiden.
Ved indgangen til oktober var der således 2057 lejligheder til salg i Københavns Kommune.
Det er over fem procent flere end måneden før og næsten en fordobling sammenlignet med et år tidligere.
Udviklingen ændrer balancen på boligmarkedet, lyder det fra Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
- For køberne betyder det, at der er kommet langt mere at vælge imellem, og at der ikke nødvendigvis er den samme konkurrence om den enkelte lejlighed som tidligere, siger hun i en pressemeddelelse.
- Omvendt skal sælgerne i højere grad forholde sig til, at deres bolig konkurrerer med flere andre lejligheder om købernes opmærksomhed, lyder det videre.
Udviklingen betyder ifølge Birgit Daetz, at der ses større nedslag i pris på lejligheder i København.
Det gælder i alle de københavnske bydele, at der er kommet flere lejligheder til salg det seneste år.
Et af de steder, hvor der især er flere lejligheder at vælge mellem i dag, er på Amager.
Ifølge Boligsiden er antallet af ejerlejligheder til salg i København S steget med over 150 procent det seneste år. Ved indgangen til oktober var der 530 lejligheder til salg i København S.
Stigningen i lejlighedsudbuddet er et tegn på, at tempoet er begyndt at sænke sig på det københavnske boligmarked. Det påpeger Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i AL Sydbank.
- Det fortæller også, at tempoet er på vej ned på det københavnske boligmarked, da vi samtidig ser, at handelsaktiviteten drosler ned, og de månedlige prisstigninger er gået markant ned, skriver han i en kommentar.
Ser man på udviklingen i hele landet, er der kommet 6,3 procent flere lejligheder til salg i løbet af et år.
For villaer og rækkehuse er det dog gået den modsatte vej. Her er der kommet 11,9 procent færre huse til salg.
RITZAU