Det vakte opsigt, da en bil søndag eftermiddag slingrede voldsomt på Hillerødvejen i Lynge.
Klokken 15.04 søndag fik politiet en anmeldelse om to meget berusede mænd, der var steget ud af en Opel og gik ind i Netto. Kort efter satte mændene sig tilbage i bilen og kørte nordpå ad Hillerødvejen.
En patrulje fik standset bilen, og ved en kontrol viste udåndingsprøver, at de to mænd havde promiller på henholdsvis 2,36 og 2,46.
Et vidne kunne fortælle politiet, hvem der oprindeligt havde siddet bag rattet. Manden blev efterfølgende anholdt og sigtet for spirituskørsel. Det fremgår af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.