Patienter som skal udredes for demens venter i for lang tid

Regionerne gør det ikke godt nok på demensområdet, lyder det i kritik. (Arkivfoto).

Regionerne gør det ikke godt nok på demensområdet, lyder det i kritik. (Arkivfoto).

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Demensudredningen i regionerne tager for lang tid.

Det mener Statsrevisorerne, som udtaler skarp kritik af regionerne. Det svarer til den næsthøjeste kritik på den kritikskala, Statsrevisorerne bruger i deres arbejde.

Statsrevisorerne har som opgave at kontrollere, om staten og virksomheder bruger skatteborgernes penge effektivt, korrekt og efter loven.

- Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at 84 procent af patienterne ikke bliver udredt for demens inden for de 30 dage, som loven foreskriver, skriver Statsrevisorerne blandt andet i deres bemærkning.

Kritikken kommer efter en beretning fra Rigsrevisionen, hvor der også er kritik af regionernes indsats på området.

Selvom en patient ifølge loven skal blive udredt inden for 30 dage, er udredningsperioden i praksis i gennemsnit mere end fem gange så lang. Den gennemsnitlige udredningstid var sidste år 165 dage på landsplan, skriver Rigsrevisionen i sin beretning.

Det er omkring 84 procent af alle patienter, der har oplevet, at regionerne ikke overholder den lovbestemte tidsfrist for at blive udredt.

Ud over lange ventetider kritiserer Rigsrevisionen også, at der er stor forskel på kvaliteten af og kapaciteten i udredningen fra region til region.

Mens Region Syddanmark for eksempel havde en ventetid på 133 dage, lå den på 244 dage i Region Sjælland.

- Beretningen viser, at vi er meget langt fra målet om, at patienter skal udredes for demens inden for 30 dage, og at ventetiden vokser. Der er alt for store forskelle mellem vores regioner og mellem borgere med stærk og svag social baggrund, når det kommer til kvaliteten af den specialiserede udredning og adgangen til nødvendige undersøgelser. Det kritiserer vi skarpt, udtaler Statsrevisorerne.

Desuden bemærkes det, at en gennemsnitlig patients udredningstid falder med 24 dage, hvis patientens "sociale baggrund er stærk frem for svag".

- Statsrevisorerne er enige i Rigsrevisionens anbefaling om, at årsagerne til forskelle i kvaliteten af udredningen og forskellene i udredningens ventetid og kvalitet for patienter afhængigt af deres sociale baggrund bør undersøges, skriver Statsrevisorerne.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...