Venstres næstformand, Stephanie Lose, er valgt som ny formand for Statsrevisorerne.
Det oplyser Statsrevisorerne mandag i en pressemeddelelse.
I samarbejde med Rigsrevisionen har Statsrevisorerne til opgave blandt andet at kontrollere statens udgifter og at sikre, at skatteborgernes penge bruges effektivt og lovligt.
- Det er en vigtig institution, der er med til at sikre en effektiv og sparsommelig offentlig forvaltning, som lever op til, hvad Folketinget har besluttet, og er til gavn for danskerne og for samfundet, siger Stephanie Lose.
Det er hvert fjerde år, at Folketinget vælger i alt seks statsrevisorer. Lose afløser De Konservatives Mette Abildgaard på formandsposten.
Fra 2023 til 2026 var Lose økonomiminister i den daværende SVM-regering, og siden 2021 har hun været næstformand i Venstre.
Lose var formand for regionsrådet i Region Syddanmark fra 2015 til 2023, og hun har også en fortid som stemmesluger og formand for Danske Regioner. Siden marts i år har Lose været folketingsmedlem.
Foruden Lose er de fem andre statsrevisorer Leif Lahn Jensen (S), Benny Engelbrecht (S), Steffen Larsen (LA), Anders Vistisen (DF) og Peter Westermann (SF).
Leif Lahn Jensen er næstformand og genvalgt som statsrevisorer sammen med Westermann, mens resten er nye. Statsrevisorerne behøver ikke at være medlem af Folketinget.
Blandt de nuværende seks statsrevisorer er Westermann og Steffen Larsen ikke medlemmer af Folketinget. Sidstnævnte har dog været det fra 2022-2026, mens Westermann i en kort periode var midlertidigt folketingsmedlem i 2010.
Når Statsrevisorerne tager en sag op, bliver den behandlet af Rigsrevisionen, der sender en beretning.
Herefter kan Statsrevisorerne enten melde alt i orden eller give varierende grader af kritik.
Mandag har Statsrevisorerne eksempelvis forholdt sig til nye beretninger om DSB's køb af IC5-tog samt om regionernes udredning af patienter for demens.
RITZAU