En 19-årig svensk mand er mandag formiddag i Østre Landsret blevet fundet skyldig i at have indført en bombe, der indeholdt 4,4 kilo plastisk sprængstof, fra Sverige til Danmark i december 2023.
Det oplyser landsretten.
Han har sammen med tre andre mænd, hvoraf to er 21 år og en er 22 år, fået sin sag behandlet i landsretten.
I april sidste år blev de idømt mellem ti års og tre et halvt års fængsel i Retten i Odense.
Ved midnatstid mellem 28. og 29. december 2023 blev bomben bragt til Nyborgvej i Odense og forsøgt bragt til sprængning. Det lykkedes dog ikke, da man ikke kunne få adgang til opgangen.
Den unge svensker og 21-årige Deniz Köycu er fundet skyldige i dette forhold, mens den 21-årige Abdulrahman Haj Yousif er blevet frifundet for forholdet.
Svenskeren var under 18 år på gerningstidspunktet, hvorfor Ritzau ikke nævner hans navn.
Natten til 30. december blev bomben igen transporteret til opgangen på Nyborgvej, hvor den blev forsøgt bragt til sprængning. Her blev gerningsmændene opdaget og forstyrret af en politibil, hvorfor de mislykkedes med deres foretagende.
Svenskeren, Deniz Köycu og Abdulrahman Haj Yousif er fundet skyldige i dette forhold, mens 22-årige Shane Nikolaj Nielsen er blevet frifundet.
Den 22-årige er dog sammen med Deniz Köycu fundet skyldig i besiddelse af mindst 31,46 gram kokain.
Det var den unge svensker og Deniz Köycu, der fik den længste straf i byretten, hvor de hver blev idømt ti års fængsel.
Shane Nikolaj Nielsen blev i byretten idømt fem års fængsel for at have ageret chauffør og for besiddelse af sprængstof.
Det er han frifundet for i landsretten.
Abdulrahman Haj Yousif blev i byretten idømt tre et halvt års fængsel.
Mandag fortsætter behandlingen med anklagemyndigheden og mændenes forsvarsadvokater strafpåstande, inden der afsiges dom mandag eftermiddag.
RITZAU