Fire mål og to føringer var ikke nok til at finde en vinder

HB Køge havde mulighederne for at gøre mere ondt på FC Nordsjælland, men hjemmeholdet svarede tilbage.

Nadia Nadim og HB Køge skulle nok have haft mere med hjem fra Farum.

Nadia Nadim og HB Køge skulle nok have haft mere med hjem fra Farum.

Foto: Andreas Lissau

To gange bragte HB Køge sig foran. To gange fandt FC Nordsjælland et svar.

Dermed måtte HB Køge nøjes med det ene point efter søndagens 2-2-kamp, hvor gæsterne både kunne ærgre sig over egne brændte muligheder og takke Alberte Vingum Andersen for, at FCN ikke fik mere ud af sit overtag i afslutninger på mål.

Allerede efter syv minutter slog HB Køge til. Mille Gejl fik muligheden og sendte gæsterne foran 1-0.

Føringen blev dog kortvarig. Fem minutter senere udlignede Sara Benjaminsen for FC Nordsjælland, og dermed var linjen lagt til en kamp, hvor ingen af holdene for alvor fik overtaget på måltavlen.

FCN havde mest bold i første halvleg, men HB Køge fandt flere gange plads til at true den anden vej. Især Mille Gejl fik muligheder for at gøre sit andet mål, uden at det lykkedes.

I den anden ende kom FCN også frem til gode muligheder, men her stod Alberte Vingum i vejen i målet.

Det gav en pausestilling på 1-1 efter en tæt og intens halvleg, der samtidig var præget af en del rodet spil.

Nadim slog til

Efter pausen gik der til gengæld ikke længe, før HB Køge igen havde føringen.

I det 51. minut blev Nadia Nadim sendt afsted i dybden. Hun skar ind i banen foran FCN's Malia Steinmetz og sparkede sikkert bolden i mål til 2-1.

Men heller ikke denne gang kunne HB Køge holde fast.

12 minutter senere måtte Vingum give en retur på en FCN-afslutning. Den havnede hos Sara Benjaminsen, og hun var kontant, da hun sendte sit og FCN's andet mål i kassen.

2-2.

HB Køge fik endnu en stor mulighed for at tage føringen i det 76. minut. Et indirekte frispark helt inde fra straffesparksfeltet gav Nadim chancen, men hendes afslutning ramte en FCN-spiller.

Mere blev det ikke til, og HB Køge, der i midtugen som de første danske hold nogensinde tog en sejr i Champions League, måtte se to føringer forsvinde på kunstgræsset i Farum.

HB Køge fører fortsat A-Ligaen med 24 point efter ni kampe, fire point foran FC Nordsjælland. Efter landskampspausen venter FC Midtjylland ude for FCN 18. oktober, mens HB Køge to dage senere tager imod Brøndby.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...