En stor dag for HØJ: Begge hold vinder med 11

Både HØJ's herre- og damehold tog lørdag hjem fra Jylland med storsejre i bagagen.

Marius Nørsøller har været i en eksplosiv udvikling på det seneste for HØJ.

Marius Nørsøller har været i en eksplosiv udvikling på det seneste for HØJ.

Foto: Rudi Dalsgaard

Lørdag præcis klokken 14 begyndte både HØJs 1. divisionsherrer og ligakvinder deres udekampe i det jyske. Og hvor kvinderne havde en afstandsmæssigt nogenlunde tålelig tur til Skanderborg, så skulle herrerne hele vejen til Vendsyssel.

Lad os starte med sidstnævnte først, for trods den lange tur i benene var holdet ikke mere ramt, end at de over 60 minutter mere eller mindre udspillede Elitesport Vendsyssel, som holdet hedder.

Hele 37-26 vandt HØJ, hvor flere spillere viste sig positivt frem. Over dem alle strålede dog en ung herre, der virkelig har løftet sit spil til helt nye højder over de seneste uger - nemlig Marius Nørsøller.

Efter en relativt rolig start på sæsonen, hvor han da også fik begrænset med spilleminutter, har playmakeren virkelig grebet chancen 100 procent på det seneste. Mod Vendsyssel lavede han hele 10 kasser på 11 forsøg, og i det hele taget har han i de tre seneste kampe scoret 23 mål for HØJ. Noget af en forskel fra de tilsammen fem mål han nåede op på i sine tre første kampe.

Han og holdet var i kontrol fra start til slut, og fra 6-3 til sjællænderne kom hjemmeholdet aldrig siden tættere på den dét. Og efter 16-10 til HØJ ved pausen udbyggede holdet støt i 2. halvleg.

Overlegne målvogtere

I Skanderborg var det om nogen målvogterne, der spillede en stor rolle for HØJ-kvinderne i holdets storsejr på 27-16 - hvilket slutresultatet i sig selv næsten også indikerer.

Og når vi skriver målvogterne i flertal, så er det lige, hvad det var: For både Mathilde Rømer, Sarah Nørklit og Emily Sando var i aktion, og gjorde det på hver sin måde virkelig godt. Og sluttede tilsammen med 12 redninger på 28 skud - hvilket rundt regnet betyder 43 i redningsprocent.

I den anden ende af banen var der ingen af HØJ-kvinderne, der lavede mere end fem mål - til gengæld var der hele seks spillere, der scorede mindst tre mål. Sådan noget kaldes med andre ord for en rigtig solid bredde.

Rent forløbsmæssigt kom udeholdet flyvende fra land og var hurtigt foran med 3-0, og efter 12 minutter stod der 7-2 til HØJ, som allerede hér syntes på vej mod sejren. Ikke mindst den imponerende defensiv taget i betragtning.

Med sejren holder holdet sig fint med i den gode halvdel af ligatabellen med seks point i fem kampe. For herrernes vedkommende fører holdet 1. division med 10 point i seks kampe.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...