Walisisk træner anser Norge som stærkere end Danmark

Craig Bellamy, den walisiske landstræner, anser Norge for at være et stærkere fodboldhold end Danmark i de seneste par år.

Craig Bellamy, den walisiske landstræner, anser Norge for at være et stærkere fodboldhold end Danmark i de seneste par år.

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Wales har lige mødt Norge og Danmark i holdets seneste to kampe i Nations League. De kampe endte med en walisisk sejr over Norge i Cardiff samt et nederlag til Danmark i Parken.

Craig Bellamy, der har været landstræner for Wales i to år, vurderer trods resultaterne, at Norge er en klasse bedre end Danmark.

Det siger han inden søndagens opgør mellem Wales og Danmark i Cardiff.

- Norge er et stærkere hold end Danmark. Det har resultaterne over de seneste to-tre år vist. Danmark er et godt hold, men Norge er bare kommet op på et niveau, hvor Danmark som fodboldnation tidligere har været.

- Norge er oppe på det niveau nu, og det ser jeg ikke en ændring på i nær fremtid, siger Bellamy.

Wales tabte for en uge siden 0-2 til Danmark i Parken i København, mens waliserne overraskende slog Norge med 2-1 i Cardiff torsdag aften.

- Danmark har et topmandskab med kvalitet alle steder på banen. Men hvis jeg skal rangere holdene, så rangerer jeg Norge en smule højere end Danmark.

- Jeg tror dog, at Danmarks kamp mod Norge i København bliver en virkelig god kamp, siger Bellamy om det skandinaviske opgør, der venter i november.

Norge er nummer 19 på verdensranglisten, Danmark er nummer 21, mens Wales er at finde nede som nummer 38.

Ben Davies, der er anfører for Wales, mærker en øget selvtillid på hele holdet efter den seneste præstation mod Norge.

- Sejren over Norge gav os et stort løft. Holdene på dette niveau er alle stærke. Vi er her for at konkurrere og vise os frem fra vores bedste side. Det gjorde vi mod Norge.

- Det var et stort skridt op for os. Det gav os selvtillid i hele truppen inden kampen mod Danmark, siger Ben Davies.

- Vi spillede ikke op til vores bedste i nederlaget mod Danmark. Vi tror på, at vi kan spille meget bedre, end vi gjorde i udekampen mod Danmark, siger Davies.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...