En ny demensplan skal gøre livet bedre og mere trygt for borgere med demens og deres pårørende.
Det vil regeringen afsætte 680 millioner kroner til over de kommende fire år i næste års finanslov, fortæller økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF).
- Det, vi kigger ind i, er selvfølgelig, at vi skal sørge for noget for den demente, men også for den pårørende, siger hun til Ritzau.
Ifølge Pia Olsen Dyhr vil regeringen ikke komme med en konkret plan på nuværende tidspunkt, men sætter i første omgang pengene af i finanslovsforslaget.
Ministeren forventer dog, at regeringen i arbejdet med den nye demensplan blandt andet vil se på, at flere demensramte vil få en fast demenskoordinator.
Samtidig skal der kigges på at få opkvalificeret plejepersonale, lyder det.
Over 100.000 danskere over 65 år har en demensdiagnose, og tallet forventes at vokse de kommende år som følge af en stigende ældrebefolkning.
Ligeledes er omkring 400.000 pårørende til en person med demens.
Derfor handler det ifølge ministeren om at skabe et bedre liv for både demensramte og pårørende.
Det indebærer blandt andet at skabe tryghed og mere demensvenlige omgivelser på for eksempel de danske plejehjem.
- Det er i virkeligheden en stor sorg at blive ramt af demens og en kæmpe omvæltning for de nærmeste, som står tilbage med et meget stort ansvar.
Regeringen afsætter i finanslovsforslaget 680 millioner kroner til den nye demensplan over de kommende fire år.
Pengene er en del af en større ældrepakke, som også skal bruges til at forlænge ledsagerordningen for ældre med synshandicap.
Ordningen har til formål at gøre det muligt for ældre med synshandicap at begå sig uden for hjemmet. Regeringen afsætter 30 millioner kroner til ordningen i 2027.
Ifølge Dansk Blindesamfund udgør den relevante målgruppe for ordningen omkring 1000 personer.
En ny plan for indsatsen for mennesker med demens og deres pårørende har været ventet, efter at den tidligere demenshandlingsplan udløb i 2025.
Den tidligere plan havde blandt andet som mål, at flere mennesker med demens skulle udredes, og at brugen af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens skulle halveres.
RITZAU