Det Internationale Skisportsforbund (FIS) har iværksat akutte tiltag for at få styr på sin økonomi.
Det skriver nyhedsbureauet NTB, der beskriver, at forbundets økonomiske reserver uden indgreb vil være opbrugt om få år.
Bestyrelsen i FIS var i denne uge samlet til et møde i Genève i Schweiz.
Her var blandt andre FIS-præsident Alexander Ospelt med til at fremlægge en rapport, som tegner et dystert billede.
Tallene viser, at den økonomiske udvikling ingenlunde er bæredygtig. Blandt andet er egenkapitalen blevet reduceret med næsten 50 procent siden 2021.
- FIS er i en kritisk situation, som kræver øjeblikkelige og afgørende indgreb, siger Alexander Ospelt ifølge NTB.
Derfor har bestyrelsen godkendt "alle nødvendige" strukturelle og økonomiske tiltag.
De skal implementeres sammen med blandt andet de nationale forbund, og målet er at genoprette det, der beskrives som økonomisk disciplin.
Fra 2021 til 2025 er sponsorindtægterne steget, men omkostningerne er vokset endnu hurtigere, lyder det.
Det forventes, at FIS vil gennemføre besparelser ved blandt andet at reducere antallet af ansatte.
Ifølge nyhedsbureauet AP har FIS allerede lukket et lokalt kontor i München i Tyskland.
Derudover står præmiepengene i de forskellige skisportsdiscipliner til at blive reduceret.
RITZAU