Skjelmose sætter punktum for 2026 efter hård Vuelta

Mattias Skjelmose måtte se sygdom spænde ben for ambitionerne i Vueltaens afgørende fase. Her ses han ved målstregen på 4. etape. (Arkivfoto).

Mattias Skjelmose måtte se sygdom spænde ben for ambitionerne i Vueltaens afgørende fase. Her ses han ved målstregen på 4. etape. (Arkivfoto).

Foto: Bruna Casas/Reuters

Mattias Skjelmose kommer ikke til at køre flere løb i 2026. Det oplyser den danske cykelrytter i et opslag på det sociale medie Instagram.

Han døjede med sygdom under Vuelta a España og blev tvunget til at melde afbud til VM i landevejscykling, som fandt sted i slutningen af september.

I opslaget lyder det fra danskeren, at Vueltaen endte med at være langt hårdere at gennemføre, end han havde forestillet sig.

- Vi ville presse os selv til det yderste, og jeg kan stolt sige, at vi fandt grænsen, skriver han.

- Om det var det værd? Det er svært at sige. Det må tiden vise, fortsætter Lidl-Trek-rytteren.

Ifølge eget udsagn er han ikke helt tilfreds med, hvordan 2026-sæsonen har forløbet sig, når man alene kigger på resultatlisten.

- Generelt føler jeg, at jeg har fundet et nyt niveau, men jeg har hele tiden haft følelsen af, at jeg gik glip af de store resultater.

Han blev nummer seks i klassementet i Tour de France, mens det blev til en 13.-plads i Vueltaen.

Han kørte efter en god placering i det spanske etapeløb, men sygdom kostede ham dyrt i den sidste del af grand touren.

Selv om det ikke blev til sejre i denne sæson, har Skjelmose på papiret leveret flere gode resultater i år.

Blandt andet blev det til en andenplads i det hollandske endagsløb Amstel Gold Race.

Den 26-årige dansker bruger i øjeblikket tiden på at komme til kræfter og ser frem mod næste sæson, skriver han.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...