En familie med tre børn slap med chokket, da 15 skud natten til 31. marts gik gennem vinduerne i deres lejlighed i Kastrup.
Ingen af beboerne blev ramt, men ifølge politiet var målet at dræbe familien.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen, hvor tre unge mænd er blevet tiltalt for drabsforsøg.
To af dem er desuden anklaget for at have deltaget i to andre drabsforsøg i Københavnsområdet i dagene op til skyderiet mod familien.
Ifølge sagens anklageskrift havde de tre teenagere, der dengang var henholdsvis 17, 17 og 18 år, forskellige roller i drabsforsøget i Kastrup, som de angiveligt var hyret til mod betaling.
Sagen skriver sig dermed ind i rækken af sager, hvor politiet mener, at unge bliver bestilt til at begå alvorlig kriminalitet. Fænomenet kalder politiet også "violence as a service".
Ofte er det set, at svenskere udfører forbrydelserne. I denne sag er alle tre på anklagebænken dog danskere.
Anklageskriftet røber intet om, hvorfor der skulle skydes mod de pågældende personer, men det beskriver detaljer om, hvad der skal være sket op til skyderiet mod familien 31. marts.
I hvert fald i nogle dage op til skyderiet skal den yngste af de dengang 17-årige have været i besiddelse af en AK-47, som er et maskingevær, der også kendes under navnet "Kalasjnikov".
Om aftenen 30. marts blev automatvåbnet ifølge tiltalen overleveret i en IKEA-pose til den ældste af de tiltalte. Overleveringen foregik angiveligt i Vanløse sammen med en endnu ukendt medgerningsmand.
Senere mødtes den 18-årige med den ældste af de 17-årige, og våbenet blev flyttet til en sort Adidas-taske, står der i anklageskriftet.
Ud på natten skal de to teenagere være taget til Kastrup, hvor de i et skraldeskur ventede på yderligere instruktioner fra en ukendt medgerningsmand.
Nogle minutter senere - omkring klokken 01.55 - forcerede de ifølge anklageskriftet et plankeværk og stillede sig foran lejlighedsejendommen, hvorefter den dengang 18-årige affyrede AK-47-riflen.
15 skud gik gennem stue- og soveværelsesvinduet i lejligheden, hvor et forældrepar og tre mindreårige børn lå og sov. Ingen af dem blev ramt.
Familiens overbo var angiveligt også i fare ved skyderiet. For i hvert fald ét af skuddene gik igennem et vindue på første sal og ind i lejligheden, hvor overboen var hjemme.
Ifølge tiltalen blev skyderiet filmet af den ældste af de 17-årige.
Den yngste 17-årige og den 18-årige var i dagene op til skyderiet i Kastrup også involveret i to andre drabsforsøg og en ildebrand, mener anklagemyndigheden.
25. marts klokken 23.30 skal de have sat ild til en forretning i Roskilde, som fik skader for over to millioner kroner.
Den følgende aften var de samme to teenagere angiveligt på spil igen, da de ifølge tiltalen hentede en pistol i Ishøj.
Ud på natten tog de ifølge anklageskriftet til et område ved Lyngbyvej på Østerbro, hvor den 17-årige i en opgang affyrede fire skud direkte mod en lejlighedsdør. Heller ikke her blev nogen ramt.
To dage senere - natten til 29. marts - var de i Brønshøj, står der i anklageskriftet.
Her skal den yngste have affyret i hvert fald to skud direkte mod døren til en lejlighed. Skuddene gik ikke igennem døren, og ingen blev ramt.
De to ældste af mændene blev anholdt om aftenen samme dag, som skyderiet mod familien i Kastrup havde fundet sted, mens den yngste blev anholdt og varetægtsfængslet et par dage senere.
De har alle nægtet sig skyldige. Den enes forsvarer oplyser, at han stadig nægter sig skyldig, mens en anden ikke har nogen kommentarer. Ritzau har ikke fået svar fra den tredje advokat.
Københavns Byret indleder retssagen 25. januar næste år.
Her risikerer i hvert fald to af dem en fængselsstraf, mens en dom til anbringelse i psykiatrien kan komme på tale for den ældste af de tiltalte.
RITZAU