Den Dominikanske Republik har fredag forbudt Haitis fodboldlandshold at spille på landets sportsanlæg.
Det sker, efter at der torsdag udbrød uroligheder blandt tilskuerne til en Nations League-kamp mellem de to nabolande under Fodboldforbundet for Nord- og Mellemamerika samt Caribien (Concacaf).
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den dominikanske sportsminister, Kelvin Cruz, annoncerede forbuddet, efter at der opstod uro ved indgangene til stadionet Estadio Olímpico Félix Sánchez i hovedstaden Santo Domingo inden kampen.
Videoer på sociale medier har vist grupper af fans, der kan ses tvinge sig adgang igennem nogle af indgangene. En af indgangene blev i den forbindelse beskadiget.
- Det, vi så i går (torsdag, red.), med en indgang ved Felix Sanchez, et sportsanlæg, som har kostet millioner og atter millioner af pesos at få til at skinne, er uacceptabelt, lød det fra Cruz.
Præsidenten i Den Dominikanske Republik, Luis Abinader, har støttet beslutningen.
Det haitianske fodboldforbund har ikke umiddelbart reageret på henvendelser om forbuddet, skriver Reuters.
Haiti vandt torsdagens kamp 4-1, hvor Sunderland-angriberen Wilson Isidor scorede to gange.
Haiti møder Costa Rica i den costaricanske hovedstad, San José, søndag.
Under kampen blev Isidor filmet, mens han sagde, "Hispaniola er Haiti".
Hispaniola er en caribisk ø, som Den Dominikanske Republik og Haiti deler, og de to lande har i årevis været uenige om migration og grænsesikkerhed.
Præsidenten for det dominikanske fodboldforbund, Jose Deschamps, kaldte efterfølgende Isidors bemærkning for "manglende respekt for national suverænitet" og sagde, at forbundet ville indgive en klage til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Concacaf.
De to organisationer har ikke umiddelbart reageret på henvendelser om sagen.
Haitis ambassade i Santo Domingo har sagt, at bemærkningen blev fremsat "i kampens hede og den intensitet, der kendetegner sportsbegivenheder", og at den ikke afspejler den haitianske regerings holdning.
Ambassaden takkede samtidig de dominikanske myndigheder for afviklingen af begivenheden.
RITZAU