Otte birdies sender dansk golfspiller langt frem i Skotland

Niklas Nørgaard var stærkt spillende på anden runde af Alfred Dunhill Links Championship. (Arkivfoto).

Niklas Nørgaard var stærkt spillende på anden runde af Alfred Dunhill Links Championship. (Arkivfoto).

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Den danske golfspiller Niklas Nørgaard er med helt fremme efter andendagen af Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

På fredagens runde lavede Nørgaard hele otte birdies på de 18 huller. En enkelt bogey betød, at den 34-årige københavner endte dagen i 65 slag, hvilket er syv slag under par.

Dermed tager han et gevaldigt hop fremad i det samlede regnskab, hvor han stryger fra 44.- til 5.-pladsen. Han er to slag efter den førende sydafrikaner, Casey Jarvis.

Også en anden dansker, Jeff Winther, havde en god fredag. Han blev noteret for 66 slag efter at have lavet seks birdies. Han er samlet på en delt niendeplads inden weekendens to afsluttende runder.

Alfred Dunhill Links Championship adskiller sig fra de øvrige turneringer på DP World Tour ved, at de tre første runder spilles på tre forskellige baner.

Turneringens cut finder sted efter tredje runde lørdag, så samtlige spillere kommer til at spille på alle tre baner.

Finalerunden afvikles på St. Andrews, der anses som verdens ældste golfbane.

To danskere har vundet turneringen. Thorbjørn Olesen vandt i 2015, og Lucas Bjerregaard strøg helt til tops tre år senere.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...