En ulv er blevet dræbt i trafikken på Hessellundvej ved Karup.
Det bekræfter Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø over for TV Midtvest.
Naturstyrelsen bekræfter over for Ritzau, at styrelsen fredag morgen var på stedet for at hente dyret. Naturstyrelsen formoder, at der er tale om en ulv, og at det er en tævehvalp.
Planen er, at dyret skal undersøges nærmere på Københavns Universitet. Det er ikke oplyst, hvad formålet med undersøgelsen nærmere bestemt er.
Styrelsen kan fredag eftermiddag ikke kaste lys over, hvad der nærmere menes at være sket, eller hvorvidt det var bilisten, der påkørte dyret, der ringede til myndighederne.
Der er før fundet trafikdræbte ulve i Danmark, som siden er blevet obduceret.
I januar blev fem døde ulve undersøgt, herunder tre trafikdræbte ulve, og resultaterne af obduktionerne blev ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til Naturhistorisk Museum i Aarhus, der overvåger og indsamler dokumentation om ulve i Danmark.
- Gennem obduktionerne får vi en vigtig forståelse af ulvenes sundhed og levevis. Ulven er et nyt dyr i den danske natur, og den er det eneste toprovdyr i økosystemet.
- For forskningen og forvaltningen er det utroligt værdifuldt, at de døde ulve bliver grundigt undersøgt og analyseret med blandt andet DNA-prøver, sagde Kent Olsen, videnskabelig chef for Naturhistorisk Museum Aarhus, i januar.
I 2012 blev det konstateret, at ulven var genindvandret til Danmark efter 200 års fravær. Ulven er fredet.
RITZAU