Slagterikoncernen Danish Crown vil satse mere på Europa

Danish Crown har ifølge den seneste årsrapport 23.000 medarbejdere. Slagterikoncernen har hovedsæde i Randers. (Arkivfoto).

Danish Crown har ifølge den seneste årsrapport 23.000 medarbejdere. Slagterikoncernen har hovedsæde i Randers. (Arkivfoto).

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danish Crown vil satse mere på det europæiske marked og fokusere mindre på at være en "global aktør".

Det skriver den danske slagterikoncern i en pressemeddelelse fredag, hvor der annonceres en større omlægning af selskabets struktur.

- Vi har sat afgørende hegnspæle for vores strategiske retning, som skal gøre Danish Crown til en ledende fødevarevirksomhed i Europa, udtaler direktør Niels Ulrich Duedal i meddelelsen.

Danish Crown sælger allerede i dag en stor del af sine produkter på det europæiske marked, men eksporterer også til eksempelvis Kina.

Syv af virksomhedens otte forretningsenheder bliver samlet i en ny, fælles organisation.

Det er forventningen, at den nye organisationsstruktur er fuldt indfaset om seks måneder, lyder det.

Desuden vil Danish Crown løfte forædlingsgraden af sine produkter fra 25 til 50 procent.

Forædlingsgraden dækker over, hvor stor en andel af koncernens grisekød der bliver forarbejdet til færdige produkter som pølser, bacon eller lignende.

Ændringen i organisationens struktur sker i forlængelse af, at Danish Crown i juni meldte ud, at man vil tilpasse organisationen og samtidig skære 800 stillinger.

Reduktionen i antallet af medarbejdere skal ske i løbet af de kommende to til tre år, lød det i juni fra slagterikoncernen.

Danish Crown oplyser fredag til Finans, at den nye melding om ændringer i organisationen ikke vil føre til yderligere fyringer.

I sin seneste årsrapport fremgik det, at Danish Crown havde godt 23.000 ansatte i hele organisationen.

Koncernen regner med, at omlægningen vil føre til effektiviseringer for en halv milliard kroner.

Fyringsrunden er ikke den første under Niels Ulrich Duedals ledelse.

Han overtog rollen som topchef i september 2024 og blev hentet ind for at få styr på den nødlidende slagterikoncern, der havde været under pres på grund af et faldende antal slagtegrise i Danmark.

Kort efter ansættelsen blev det annonceret, at en sparerunde ville koste 500 funktionærer jobbet.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...