80'erne blev vækket til live på Næstved Gymnasium og HF

Eleverne havde selv stablet MGP-showet på benene.

Eleverne havde selv stablet MGP-showet på benene.

Foto: Næstved Gymnasium og HF

Der var skruet helt op for farver, stemning og musik, da Næstved Gymnasium og HF afholdt deres årlige MGP-show torsdag aften. Denne gang var temaet 80'er.

Det var musikklassen 2.z, der stod bag arrangementet og sørgede for, at aulaen blev forvandlet til en festlig ramme om aftenens show.

- Vi synes, 80'erne er festlige, både hvad tøjet og musikken angår, så det var et oplagt tema, siger Nora Nikolajsen fra 2.z.

Musikklassen havde ansvaret for blandt andet værter, bar og oppyntning i aulaen og var dermed med til at skabe rammerne til en festlig aften for eleverne på NGH.

Klassen fik desuden hjælp af sanger og musiker Nana Jacobi, som havde hjulpet eleverne med at skrive en sang særligt til arrangementet.

Talentfulde elever

I alt indtog otte optrædende scenen, og ifølge Sofie Niros, kommunikationsmedarbejder hos Næstved Gymnasium og HF, var opbakningen fra salen noget helt særligt.

- NGH har et væld af talentfulde elever, som både kan synge, danse, spille og optræde. Men det bedste ved aftenen var den opbakning, eleverne og publikum gav alle de optrædende. Salen kogte af begejstring, og publikum sang med, heppede, hujede og klappede. MGP er fællesskab i højeste potens, skriver hun.

Til sidst var det op til publikum at afgøre, hvem der skulle løbe med sejren. Det blev gruppen Omen, der sikrede sig førstepladsen med deres fortolkning af "Zombie" af The Cranberries.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...