Regeringen åbner for flere kystnære sheltere og skure

Statsminister Mette Frederiksen (S), miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) og minister for by-, land- og transport Signe Munk (SF) har fredag formiddag besøgt Nysted Sauna og Havbad i Guldborgsund Kommune. Stedet har fået afslag på at udvide de eksisterende faciliteter med en tilbygning med blandt andet et ekstra toilet og en lille infrarød sauna. Regeringen vil lempe reglerne.

Statsminister Mette Frederiksen (S), miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) og minister for by-, land- og transport Signe Munk (SF) har fredag formiddag besøgt Nysted Sauna og Havbad i Guldborgsund Kommune. Stedet har fået afslag på at udvide de eksisterende faciliteter med en tilbygning med blandt andet et ekstra toilet og en lille infrarød sauna. Regeringen vil lempe reglerne.

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det skal være lettere for foreninger at udvide mindre faciliteter ved kysterne som saunaer, omklædningsfaciliteter, saunahuse, skure til opbevaring af udstyr, bålhytter og sheltere.

Det mener regeringen, som fredag har sendt statsminister Mette Frederiksen (S), miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) og minister for by-, land- og transport Signe Munk (SF) til Nysted Sauna og Havbad på Lolland.

Stedet har fået afslag på at udvide de eksisterende faciliteter med en tilbygning med blandt andet et ekstra toilet og en lille infrarød sauna.

- Regeringen er i fuld gang med en historisk omstilling af det danske landskab fra landbrug til natur. Samtidig er der en stærk bevægelse i gang, hvor danskerne vil opleve naturen og vores kyster, som er noget af den mest fantastiske natur, vi har. Det skal vi give plads til.

- For når vi færdes i naturen, lærer vi også at sætte pris på den og bevare den. Derfor vil vi gøre det lettere for foreninger at lave mindre udbygninger af saunaer, sheltere og andre friluftsfaciliteter ved kysterne, siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at det skal ske "i respekt for naturen, og hensynet til kystlandskabet skal fortsat veje tungt".

Som reglerne er nu, må man som udgangspunkt ikke opføre bebyggelse, for eksempel til- og ombygning, opstille campingvogne, opsætte hegn, tilplante, udstykke areal eller ændre på terrænet inden for strandbeskyttelseslinjen.

Linjen omfatter strandbredden og arealet op til 300 meter bag strandbredden, dog kun 100 meter eller mindre i sommerhusområder.

Hvis man vil foretage ændringer inden for zonen, skal man søge om dispensation hos Miljøstyrelsen.

I dag bliver et bebyggelsesareal på 80 kvadratmeter vurderet til at være grænsen for de mindre faciliteter, som klubber, foreninger og institutioner kan søge om dispensation til at etablere langs kysten.

Regeringen lægger op til, at man skal udvide grænsen, hvor man kan søge om dispensation, for eksisterende faciliteter til 120 kvadratmeter.

Hvis man vil nyetablere mindre faciliteter, skal der fortsat være en grænse på 80 kvadratmeter, mener regeringen.

Regeringen vil drøfte sit oplæg med de partier, der er med i planlovsforligskredsen. Det skal bane vejen for en politisk aftale om ændringerne og senere en lovændring.

Hos Dansk Industri er turismechef Lars Bertolt glad for oplægget:

- Alt for ofte spænder bøvlede regler ben for virkelysten og gode initiativer langs kysterne.

- Derfor er det en vigtig håndsrækning til livet langs kysterne og til turismen, at det nu bliver lettere at skabe de faciliteter, som både lokale og gæster efterspørger, siger han i en skriftlig kommentar.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Sebastian Jonshøj er til gengæld skeptisk.

- Regeringen bruger som begrundelse, at der er givet afslag til "et ekstra" toilet og "en lille" sauna. Men reelt vil man jo give dispensation til byggerier på op til 120 kvadratmeter, hvilket de fleste nok vil betegne som lidt mere end det.

- Regeringen fremstiller det som små beskedne udvidelser, men reelt er det en relativt stor åbning for kystbyggeri, og det er dårlige nyheder for både naturen og de mennesker, som vil opleve den frie natur langs kysterne, siger han i en skriftlig kommentar.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...