Ansatte, studerende, gæster og samarbejdspartnere på DTU siden 2003 kan være i fare for at få misbrugt deres personfølsomme oplysninger.
Personfølsomme data stjålet i hackerangreb: - Det er aldrig en rar følelse
Universitetet har nemlig konstateret et alvorligt brud på persondatasikkerheden, hvor uvedkommende har hentet en større mængde data gennem et målrettet hackerangreb, skriver DTU i en pressemeddelelse.
DTU kan ikke fastslå, hvilke oplysninger, der er hentet, eller hvor mange, der er berørt, men det kan være op til 200.000 personer.
- Det her er et alvorligt angreb mod DTU, og vi beklager meget den usikkerhed, det skaber for de mennesker, hvis oplysninger kan være berørt. Vores første prioritet har været at få klarlagt omfanget, begrænse konsekvenserne og sørge for, at de berørte får besked og ved, hvordan de skal forholde sig, siger universitetsdirektør Bjarke Bak Christensen.
CPR-numre hacket
Angrebet er sket ved, at uvedkommende har kompromitteret DTU-profiler og udnyttet dem til at skaffe sig adgang til DTUBasen. Dermed har de fået adgang til personoplysninger, der strækker sig tilbage til 2003.
DTUBasen indeholder oplysninger om ca. 40.000 aktive brugere og ca. 160.000 tidligere brugere.
For aktive brugere kan oplysningerne blandt andet omfatte:
- CPR-nummer, fuldt navn, privatadresse, profilbillede
- arbejdsmailadresse, arbejdstitel, kontorlokation og andre arbejdsrelaterede oplysninger
- navn, relation og telefonnummer på pårørende (såfremt brugeren har registreret disse oplysninger).
For tidligere brugere slettes privatadresse, profilbillede og oplysninger om pårørende automatisk efter seks måneder. DTUBasen indeholder dog fortsat blandt andet CPR-nummer og fuldt navn.
Sagen er anmeldt til Datatilsynet og overdraget til de relevante myndigheder til videre efterforskning. DTU undersøger sideløbende hændelsesforløbet sammen med eksterne specialister, skriver universitetet i pressemeddelelsen.
- Vores egne undersøgelser og myndighedernes efterforskning fortsætter, og vi vil informere åbent og hurtigst muligt, efterhånden som vi får mere viden, udtaler Bjarke Bak Christensen.