I 2025 var den samlede indkomst før skat i gennemsnit 428.800 kroner for personer over 15 år.
Det er 3,4 procent mere end året forinden, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Kigger man alene på realindkomsten, hvor der er korrigeret for inflation, lyder stigningen på 1,4 procent.
Den samlede indkomst omfatter for eksempel lønninger, offentlige overførsler, pensioner samt fortjenester eller tab på aktier og andre værdipapirer.
Det går godt i dansk økonomi, og det er med til at sikre fremgang, skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en kommentar.
- Den stigende beskæftigelse sikrer flere en erhvervsindkomst, hvilket giver flere penge mellem hænderne, siger Allan Sørensen.
- Danskerne har de økonomiske muskler til at løfte privatforbruget i de kommende år. Forbrugertilliden er overraskende lav, men danskerne har heldigvis råd til at holde gang i forbruget.
Den gennemsnitlige indkomst fra løn steg isoleret set med 3,7 procent i forhold til 2024 og udgjorde i gennemsnit 278.600 kroner for personer over 15 år sidste år.
Selv om der var fremgang i de gennemsnitlige indkomster, blev forbrugertilliden forværret i 2025.
Det er en bemærkelsesværdig udvikling, mener Kristian Skriver, der er fagchef for makroøkonomi hos Dansk Erhverv.
- Det understreger, at danskernes optimisme er holdt nede af andre ting end blot udviklingen i indkomsterne. Det kan være frygten for højere priser og global uro, der påvirker danskerne negativt, skriver han i en kommentar.
- Selv om forbrugertilliden faldt i 2025, blev der dog brugt flere penge. Det tyder på, at danskerne gemmer en del af pessimismen væk, når der skal bruges penge.
- Det er godt for dansk økonomi, fordi det betyder, at dansk økonomi i mindre grad bliver tynget af de pessimistiske forbrugere.
Kristian Skriver tror på fortsat fremgang til realindkomsterne i indeværende år på trods af modvinden fra højere energipriser.
RITZAU