Selv om to fronter med byger skal ind over Danmark, byder weekenden på gode muligheder for at nyde solen.
Især lørdag tegner til at blive en fin og lun solskinsdag mange steder med temperaturer op til 19 grader.
Det siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- Fredagen starter meget skyet. Over de centrale dele af landet ligger der en front, der giver lidt regn hist og her. Den bevæger sig meget langsomt mod øst, siger Mette Wagner.
Efterhånden som fronten flytter sig, begynder det at klare op, hvilket giver plads til nogen eller en del sol.
- Især i det jyske først på dagen, senere på Fyn og i løbet af eftermiddagen også på Sjælland.
- Dog kan der være steder på Sjælland, hvor det måske ikke klarer op, fordi fronten bevæger sig meget langsomt, siger Mette Wagner.
Temperaturerne kan fredag nå op på 15 til 18 grader.
- Så det er en forholdsvis lun oktoberdag. Det er okay, når solen kommer på. Så er det bare på med solbrillen og nyde den lune luft, siger meteorologen fra DMI.
Lørdagen indbyder ifølge Mette Wagner til at komme ud i naturen.
- Weekenden starter tåget og diset mange steder, men det klarer op, så der kommer sol til de fleste. Det er bare med at komme ud at nyde det.
- Allerede om eftermiddagen bevæger en ny front sig ind over de nordvestlige egne og giver lidt regn hist og her, siger hun.
Fronten vil lørdag aften og natten til søndag bevæge sig langsomt mod sydøst.
- Inden fronten når at komme særlig langt, får vi faktisk endnu en lun efterårsdag med op til 19 grader.
- Der er gode muligheder for at opholde sig udendørs. Om man skal ud at løbe en tur i skoven eller have luftet hunden, siger Mette Wagner.
Søndagen vil være præget af den front, der lørdag begyndte at bevæge sig ind over landet fra vest.
- Det betyder, at der bliver skyet, og der er regn hist og her. Der kan dog komme nogle huller i skydækket i løbet af dagen. Den her front giver ikke så meget regn, siger Mette Wagner.
Det bliver en anelse køligere søndag, hvor temperaturerne kan nå op på 14 til 16 grader.
Alt i alt er der ifølge meteorologen vejr til både indendørs og udendørs aktiviteter hen over weekenden.
- Det er en efterårsweekend, der byder på noget for enhver. Både de, der vil ud og udfordre naturen, som at gå en tur eller løbe.
- Og så er der også vejr til, at det er okay at sige, at i dag er en hjemmedag med hygge i sofaen, siger Mette Wagner.
RITZAU