Er du en af dem, der ikke nåede at få billet til Christophers udsolgte koncert næste år i Øresundsparken, så har Ringsted Festival gode nyheder: Du kan nemlig opleve Christopher i en kæmpe showkoncert på næste års Ringsted Festival, helt bestemt lørdag 7. august, når han indtager Anlægsscenen - det bliver magisk, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Christopher er en af Ringsted Festivals absolut mest populære og efterspurgte artister.
Efter en historisk koncert i Valbyparken i år, er Christopher allerede klar til næste store skridt i karrieren. Den 4. september indtager han Øresundsparken på Amager til en koncert, der skal overgå alt, han hidtil har skabt på en livescene. Koncerten bliver med sine 60.000 billetter solgte den største enkeltstående headlinerkoncert i Danmark nogensinde.
Christopher har for længst skrevet sig ind blandt de største navne på den danske musikscene og har samtidig vist, at han ikke er bange for at drømme stort, skriver Ringsted Festival i pressemeddelelsen.
Samtidig står Christopher midt i et nyt og markant kapitel i sin karriere. I 2026 har han for alvor taget hul på sin dansksprogede rejse, hvor 'Ham Med Guitaren', 'Ringer Om Natten', 'Jeg Ka’ Ik’ Mærke Noget' feat. Thomas Helmig og senest 'Elsker Dig Så Meget Jeg Ku’ Gå I Stykker' har markeret en ny retning for den populære artist. Modtagelsen har været massiv, og sangene har allerede fundet vej til toppen af både streaming- og radiolister.
Med det dansksprogede univers har Christopher åbnet døren til en mere personlig og nærværende side af sit musikalske udtryk. I starten af 2027 udkommer hans første dansksprogede album.