Målmandslegende bliver også en del af storsatsende sjællænderes trup

Den tidligere topkeeper Ole Erevik bliver nu en del af HØJ's herrehold.

I en lang årrække op gennem 00'erne og 2010'erne var Ole Erevik det sikre førstevalg på det norske landshold. Siden karrierestoppet i 2019 har han ernæret sig som målmandstræner - og dét bliver han nu også hos HØJ's 1. divisionsherrer.

Når vi skriver "også", er det helt bevidst, for sideløbende med jobbet i HØJ kommer Erevik til fortsat at være ansat i den samme stilling hos Odense Håndbolds ligakvinder.

HØJ-sportschef Hans Lindberg, ser frem til at få den norske legendes kompetencer i spil i klubben, fortæller han i en pressemeddelelse.

- Vi har gennem et stykke tid undersøgt mulighederne for at få tilknyttet en sparringspartner til vores keepere, for der er - uanset konstellation - behov for et særligt og specialiseret fokus på netop dem. Ole Erevik var et ønskescenarie, og det viste sig heldigvis, at Ole havde både tid og lyst til at indgå et samarbejde med os, og det er vi utroligt glade for, siger Hans Lindberg.

Ole Erevik begyndte sin karriere i Stavanger Håndball i 2000 og spillede siden i både Danmark, Spanien, Tyskland og Frankrig, inden han afsluttede sin aktive karriere i 2019.

I Danmark har han repræsenteret KIF Kolding, Aalborg Håndbold og GOG - mens han to år efter karrierens slutning i øvrigt var målmandstræner i TMS Ringsted i et enkelt år.

Erevik ser frem til at blive en del af dén udvikling, HØJ Elite er inde i.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af HØJ Elite. Klubben har store ambitioner, og dem glæder jeg mig til at bidrage til at indfri. Derudover har man også en dygtig og ambitiøs trænerstab og et hold med masser af kvalitet, så det er en spændende opgave at få lov til at være med til, siger nordmanden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...