Mikkel Kessler genoptager sin karriere som professionel bokser i en alder af 47 år.
Det meddeler den tidligere verdensmester torsdag eftermiddag på et pressemøde hos Viaplay.
Kessler skal 28. november deltage i et boksestævne i Brøndby Hallen, hvor han møder den 36-årige amerikaner Bernard Joseph.
Det bliver første gang siden 2013, at Kessler skal i ringen. Dengang tabte han i London til Carl Froch.
Knap to år senere annoncerede han sit karrierestop, men han genfandt lysten til at bokse og forsøgte i 2017 at gøre comeback.
Desværre for Mikkel Kessler blev han ramt af borrelia efter at være blevet bidt af en flåt, og året efter måtte han så pakke boksehandskerne væk for anden gang.
Kessler er tidligere verdensmester i supermellemvægt i de store forbund WBA og WBC.
Han har ambitioner om at blive verdensmester endnu en gang, understreger han i en pressemeddelelse.
- Jeg ved, mit comeback til bokseringen kommer bag på mange af mine gamle fans, for ja, jeg er 47 år, og ja, det er 13 år siden, jeg sidst var i kamp.
- Men tror man, at dette er et stunt, en gimmick eller en pludseligt opstået fiks idé, så kender man mig dårligt, slår han fast.
Den hårdtslående udøver fra Amager står noteret for 49 kampe som professionel siden debuten i 1998. 46 af dem har han vundet, og 35 har været på knockout.
Promotoren Kalle Sauerland har store forventninger til, at det kan blive til flere store aftener med Kessler som hovedperson.
- Med Mikkels fysiske tilstand in mente og med den dedikation, han udviser, har jeg svært ved at se, hvorfor han ikke skulle kunne blive verdensmester igen.
- Han er 47, ja, men hans fysik vil de fleste 37-årige – og 27-årige, for den sags skyld – misunde ham, siger Kalle Sauerland.
RITZAU