Lejres politikere har netop indgået en budgetaftale, hvor den store sparekniv - helt som ventet - er blevet i skuffen. Samtidig er der nyt om et byggeri i den nordlige del af kommunen, som op til budgetaftalen har fået mange bekymrede naboer til tasterne. Aftalen forsøger desuden at tackle problemerne på det specialiserede børneområde, der har været udsat for heftig kritik blandt forældre.
Det fremgår af en pressemeddelelse, Lejre Kommune har sendt ud torsdag aften.
- Det her er et budget, der både tager ansvar for hverdagen og for fremtiden. Vi prioriterer de områder, hvor behovene er størst, men uden at miste grebet om økonomien. Det giver os et budget i balance og et godt udgangspunkt for at håndtere de udfordringer, vi ved kommer i de kommende år, udtaler borgmester Mikael Ralf Larsen (SF) i pressemeddelelsen.
Decimeret flertalsgruppe
Udover borgmesterpartiet er Socialdemokratiet, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, der tilsammen udgør flertallet bag Mikael Ralf Larsen, med i aftalen der dækker årene 2027-2030.
Det sker efter Lokallisten Levende Landsbyer, som Dagbladet Roskilde kunne fortælle, tidligere på ugen blev smidt ud af både flertalsgruppen og budgetforhandlingerne.
De tilbageværende partier i det brede flertal har blandt andet besluttet, hvad der skal ske med cykelstien mellem Munkholmbroen og Rye. Op til forliget har et vedvarende rygte lydt, at anlægsprojektet til omkring 25 millioner kroner var en død sild. Vi vender blikket mod cykelstien om et øjeblik.
Her kommer et overblik over, hvad partierne har givet hinanden håndslag på i budgetaftalen.
Ingen skattestigning eller store besparelser
Først et kig på den store kugleramme. For det første afslører aftalen, at kommuneskatten holds i ro på de nuværende 25,31 procent.
Derudover er dette års kommunale finanslov uden de store besparelser. Dog med undtagelse af én konkret institution i kommunen. At den store sparekniv ikke er blevet fundet frem skyldes blandt andet, at kommunen sidste år havde et mindreforbrug på en række områder. Ubrugte kommunale kroner som partierne bag budgetaftalen har kastet ind i regnearkene på ny for at få pengene til at passe i 2027.
Oppositionen vil dog formentlig påpege, at pengene netop ikke passer helt alligevel. Kaster man et blik på den øvrige finansiering har budgetpartierne valgt at bruge tre millioner kroner af servicerobusthedspuljen, der polstrer budgetterne mod uforudsete udgifter henover året. Et markant større beløb er de 34,5 millioner kroner, som de seks partier tager op af kommunekassen for at få det samlede regnestykke til at gå op. Og trods dén øvelse efterlader det alligevel Lejre Kommunes bundlinje for det kommende år i et samlet likviditetsunderskud på 12,3 millioner kroner.
Godt nyt til cyklister
Er politikerne mon på vej til at aflive den længe ventede cykelsti mellem Munkholmbroen og Rye? Godt fire kilometer asfalt, som lokalområdet vel at mærke er blevet lovet gennem flere år. Nogenlunde sådan har rygterne svirret blandt Lejres borgere den seneste tid, ligesom cykelstien har affødt en større bunke bekymrede høringssvar.
Nu står det så klart, at de lokale cyklister kan ånde lettet op. Forligspartierne har nemlig ikke sparet cykelstien væk. De har derimod valgt at fremrykke finansieringen af cykelstien fra 2027 til i år. Tanken bag manøvren er, at kommunen på den måde både kan få cykelstien gennemført og samtidig håndtere anlægsrammen, der sætter grænsen for, hvor meget kommunen må bruge om året på nyt byggeri.
Også en ny cykelsti til Smidstrup og sidste etape af cykelstien mellem Sæby og Gershøj indgår i en pulje på i alt 13 millioner kroner. En del af pengene skal også bruges på trafiksikkerhed. Det gælder blandt andet Lejres mest problematiske strækning Hornsherredvej, hvor borgerne har været oprørte over fart og hasarderet kørsel.
Ny busforbindelse
Skifter vi bilen ud med bussen, er der set med pendlernes briller også godt nyt i aftalen.
En ny buslinje 235 mellem Hvalsø og Skibby, ruller nemlig ned ad startrampen til næste år. Som Dagbladet Roskilde har fortalt har den nye forbindelse har været stort ønske blandt borgerne i den nordlige del af kommunen, der tidligere har kritiseret busforbindelserne i skarpe vendinger.
Derudover skal linje 207 køre hver halve time til Lejre Station mellem kl. 8.00 og 20.00.
Førstehjælp til kritiseret område
For et år siden var mistrivsel blandt Lejres børn og unge et brandvarmt emne under sidste års valgkamp. Særligt sagsgangen på det specialiserede børneområde har ifølge en gruppe forældre været så skidt kørende, at de pårørende har set nødsaget til at danne Lejre Forældrenetværk for at tale deres børns sag.
En kritik der tilsyneladende er blevet hørt i forhandlingslokalet på rådhuset, hvor de seks partier via aftalen lover at sætte tidligere ind, når børn og unge mistrives eller har meget fravær fra skolen.
Det skal ske via et nyt "tværfagligt team" med fem medarbejdere, der skal hjælpe skoler, børn og familier. Målet er, at flere børn kan blive i eller vende tilbage til fællesskabet i den lokale skole.
Specialskole må holde for
Netop det nye team kan kun sættes i søen, fordi budgetpartierne samtidig gennemfører en besparelse på den kommunale specialskole Firkløverskolen, der kan udpeges som en egentlig taber i årets aftale. Budgetpartierne forventer nemlig, at indsatsen omkring skolefravær vil resultere i faldende elevtal på specialskolen. Samtidig ændrer budgetpartierne den såkaldte tildelingsmodel for Firkløverskolens SFO. Tilsammen udløser det en besparelse på fire millioner kroner til næste år stigende til otte millioner kroner i 2028.
Vender vi tilbage til plussiden har budgetpartierne fundet penge til, at Familierådgivningen kan få tilført flere medarbejdere, der blandt andet skal bidrage til, at sagsbunkerne på området kan nedbringes.
Derudover får den prisvindende ungdomsklub Fællesskabet Ung i Kirke Hyllinge, der er målrettet ensomme i målgruppen, et særligt tilskud i 2027.
Kulturtilbud på 'finansloven'
Fra 2028 får puljen til idræts- og fritidsfaciliteter 3 mio. kr. ekstra om året. Det skal bidrage til flere lokale projekter og skabe bedre rammer for fællesskab, bevægelse og fritidsliv.
Lejre Høstfestival, Hvalsø Kulturnat og Kulturkaravanen får fremover et fast årligt tilskud, som de frivillige har efterspurgt, så arrangørerne får bedre mulighed for at planlægge og udvikle festivalerne fra år til år.
Flere penge til mobil tandpleje
Som Dagbladet Roskilde har beskrevet blev, der i sidste års budgetforlig afsat penge til en ny mobil tandplejeløsning. Ordningen skal på forsøgsbasis give Lejres børn og unge mulighed for at få tjekket bisserne nemt og bekvemt i skoletiden.
Efterfølgende har det dog vist sig, at de første 300.000 kroner om året ikke slog til. Derfor har partierne bag torsdagens aftale nu afsat yderligere 130.000 kroner årligt til forsøget.
Grønne indsatser
I pressemeddelelsen fremhæver budgetpartierne, at Budgetpartierne har også skrevet under på, at kommunen skal sætte flere initiativer i søen for at nå i mål med reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.
Kommunen vil desuden opdatere sin madpolitik og fastholde målet om at mindst 75 procent af den mad og drikke, kommunen køber, er økologisk. Samtidig skal det være lettere for lokale producenter at levere varer til kommunens køkkener.
Ifølge selve budgetaftalen er der dog ikke fundet ekstra penge til at skubbe på ovennævnte ambitioner.
Når det gælder 2028, er forventningen foreløbig, at Lejre Kommune skal spare 30 millioner kroner på driften. Her har partierne bag budgetaftalen indtil videre fundet 6,3 millioner til spareøvelsen. Forudsigelsen er samtidig, at likviditetsunderskuddet vil vokse til 30 millioner kroner.
Kommunalbestyrelsen forventes at vedtage budgetforslaget på sit møde den 8. oktober.