Mangeårig journalist og tidligere korrespondent David Trads skal være administrerende direktør og chefredaktør for Bornholms Tidende.
Det skriver David Trads i et opslag på LinkedIn.
- Min journalistiske karriere begyndte netop i lokaljournalistik, da jeg fra 8. klasse til og med 3.g var lokal meddeler til Aalborg Stiftstidende.
- Dér blev min kærlighed til faget født. Tæt på det hele - historierne, kilderne, læserne, skriver han.
David Trads begyndte sin karriere som uddannet journalist på Jyllands-Posten og har siden haft ledende stillinger hos DR, Information og det daværende Metroxpress.
Senere blev han chefredaktør for den nu hedengangne Nyhedsavisen.
Derudover har David Trads været korrespondent i Rusland for Jyllands-Posten og i USA for Berlingske, har været debatskribent og skrevet en række bøger, blandt andet om amerikansk politik.
I 2019 stillede David Trads op til Folketinget for Socialdemokratiet. Han var opstillet i Egedal i Nordsjælland, men fik ikke stemmer nok til at blive valgt ind.
Det samme skete, da han 15 år tidligere - i 2004 - stillede op til Folketinget for partiet i Skanderborgkredsen.
Den kommende chefredaktør fortæller, at han glæder sig til at komme i gang på Bornholm.
- Jeg kommer til et medie i rigtig god form - takket være medarbejdere og ledelse, skriver han og tilføjer:
- Nu skal vi sammen udvikle Bornholms Tidende til det bedste lokalmedie, nogen kan forestille sig. Øen er fuld af virkelyst og initiativ. Det bliver så fedt.
David Trads afløser Kristoffer Gravgaard som chefredaktør og administrerende direktør for Bornholms Tidende.
Kristoffer Gravgaard var øverste chef for mediet i fem år, indtil han fratrådte sin stilling med udgangen af juli for at blive direktør for partnerskaber i Amedia-Berlingske.
RITZAU