Den storkøbenhavnske bilforhandler, Krogsgaard Biler, udvider samarbejdet med Toyota og har indgået aftale om at overtage ERA Biler i Nordsjælland fra 1. janua.
Som led i aftalen overtager Krogsgaard Biler med købet ansvaret for ERA Bilers Toyota-kunder i området. Når handlen er godkendt af konkurrencemyndighederne, vil kunderne fortsat blive serviceret fra ERA Bilers nuværende faciliteter og af de nuværende medarbejdere i Hillerød og Helsinge, oplyser Krogsgaard Biler i en pressemeddelelse.
- For os handler overtagelsen først og fremmest om mennesker. Mange af ERA Bilers kunder har gennem flere år haft en tæt relation til deres lokale bilforhandler, og den tillid skal vi selvfølgelig gøre os fortjent til, siger direktør Thomas Madsen fra Krogsgaard Biler.
- ERA Biler har gennem mange år opbygget rigtig tætte relationer til kunderne i Nordsjælland. Derfor har det været afgørende for os at finde en ny ejer, som deler vores fokus på ordentlighed, kvalitet og personlig service, siger direktør Jacob Johannessen fra ERA Biler i pressemeddelelsen.
Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. I det øjeblik godkendelsen måtte foreligge, vil Krogsgaard Biler dække en stor del af Storkøbenhavn og hele Nordsjælland.