Furesø Kommune har udvalgt Mie Carstensen som centerchef for Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser. Hun tiltræder sin nye rolle mandag 26. oktober og medbringer over 20 års erfaring fra velfærdsområdet.
Mie Carstensen kommer fra en stilling som centerchef for Psykiatrisk Center Sct. Hans under Region Hovedstaden, og hun har tidligere fungeret som borgercenterchef i Københavns Kommunes Socialforvaltning, hvor hun havde ansvar for udsatte voksne.
Velfærdsdirektør Katrine Birk udtaler, at Mie har en omfattende faglig baggrund og erfaring med at lede komplekse velfærdsområder.
- Vi er meget glade for at kunne byde Mie velkommen til Furesø Kommune. Hun har de rette kompetencer til at stå i spidsen for centret og skabe sammenhæng på tværs af beskæftigelse, forebyggelse og sociale indsatser, siger Katrine Birk, i en pressemeddelelse.
En konkret forskel
Mie Carstensen forklarer, at hun ser frem til at blive en del af Furesø Kommune og skabe gode og sammenhængende indsatser.
- Jeg glæder mig til at blive en del af Furesø Kommune og lære centrets ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere at kende. Jeg ser frem til, at vi sammen skaber gode og sammenhængende indsatser, som gør en konkret forskel for borgerne. Det er en opgave, jeg går til med både ydmyghed og stort engagement, siger Mie Carstensen.