Calle Malaga
Maryam Touzanis første film efter ’Den blå kaftan’ er endnu en hjertervarmer - denne gang med den spanske stjerne Carmen Maura i hovedrollen som María Ángeles, der bor i den spanske bydel i marokkanske Tanger. Da Marías datter Clara (Marta Etura) ankommer på et længe ventet besøg, er det for at presse moderen til at sælge sin lejlighed, så datteren kan komme ud af sine økonomiske problemer efter en nylig skilsmisse. Men María, der er dybt forankret i sit lokalsamfund og værdsat af sine naboer, beslutter sig for at blive… og her gælder alle kneb.
Filmen vises den 9. og 25. oktober.
Betty Ballon
Kan en ballon og en kaktus blive bedste venner?
Da kaktusfamilien flytter ind ved siden af Betty Ballons familie, mødes to vidt forskellige verdener. Gennem leg og fantasi viser børnene, at forskelle ikke er noget, man skal være bange for – det gør bare det hele mere spændende.
Filmen vises 10., 12. og 14. oktober
Den store diamantjagt
Hjemme hos de tre søskende Katja, Kenny og Kurt er der ikke mange penge, og det tegner til at blive en kedelig sommerferie. Katja vil gerne på camp med vennerne fra danseholdet, men det har mor Annisette ikke råd til. Heldigvis ændrer situationen sig, da børnenes mormor, der går under navnet Miss Money, kommer ud af fængslet. For Miss Money har brug for deres hjælp til at få fingrene i verdens største diamantring, som hun engang stjal fra en ond diamanthandler.
Ringen er gemt i Rutsjebanen på Bakken og for at få fat i den, må familien lægge en plan, der bringer dem på en hæsblæsende mission med diamanthandlerens håndlangere lige i hælene…
Familiefilmen har Mille Dinesen, Augusta Rønsborg-Andersen, Amalie Lindegård og Vilbert Hein Friberg blandt de medvirkende.
Filmen vises den 10., 12., 14., 17. og 25. oktober.
Flammende begær
"Flammende begær" er en intens og stemningsmættet fortælling, der udspiller sig i skyggen af vulkansk uro på Reykjanes-halvøen i Island. Filmen er baseret på Sigríður Hagalín Björnsdóttirs roman "Ilden".
Den kvindelige vulkanolog, Anna opdager tegn på en nær forestående naturkatastrofe på Reykjanes-halvøen i Island. Da hun præsenterer sine observationer og teorier for sine kolleger og de lokale myndigheder, mødes hun dog af fornægtelse og afvisning. Dybt frustreret og bekymret for den ulmende seismiske aktivitet og potentielle geologiske krise kaster Anna sig ud i et desperat forsøg på at få ørenlyd, før det er for sent.
Hendes dedikation og indædte kamp distancerer hende dog fra sin familie og især sin mand, så da hun møder den pågående og flamboyante danske fotograf, Thomas (Pilou Asbæk) , vokser der følelser og et flammende begær frem, som får Anna til at kaste sig ud i en brusende, men ikke ufarlig affære. Filmen vises den 16., 22., 23. og 30. oktober.
Coyote vs. Acme
Efter utallige eksploderende raketter, defekte fælder og katastrofale opfindelser har Grimm E. Ulv fået nok. I årevis har han sat sin lid til ACME Corporations produkter i sin evige jagt på Hjulben og næsten hver eneste gang, er det endt spektakulært galt. Nu tager han kampen til retten.
Med hjælp fra den fallerede advokat Kevin Avery sagsøger Grimm E. Ulv den magtfulde ACME-koncern, og det umage makkerpar udvikler undervejs et overraskende venskab. Men på den anden side af retssalen står Buddy Crane, den frygtindgydende chef for Kevins tidligere advokatfirma, klar til at forsvare ACME med alle midler.
Filmen vises med dansk tale den 11., 15., 18. og 31. oktober.
Digger
En komedie af katastrofale proportioner! Oscar-vinder Alejandro G. Iñárritu vender tilbage med sin nye originale film "Digger" med Tom Cruise i titelrollen.
Verdens mest magtfulde mand begiver sig ud på en desperat mission for at bevise, at han er menneskehedens frelser, før den katastrofe, han selv har udløst, ødelægger alt.
Cruise spiller sammen med Oscar-vinder Riz Ahmed, John Goodman, Oscar-nominerede Sandra Hüller, Michael Stuhlbarg og Oscar-nominerede Jesse Plemons.
Filmen er optaget udelukkende i VistaVision og vises den 11., 14., 18. og 31. oktober.