I efterårsferien lover Slagelse Bibliotekerne fuld fart på oplevelserne for børn og familier, hvor man både kan rejse ud i rummet, møde nordiske guder, undersøge farlige ting, trylle med gamle T-shirts og opleve teater, film og fortællinger.
Det er bibliotekerne i Slagelse, Korsør og Skælskør som har fuld plade på programmet 12.-16. oktober.
Væk fra hverdagen
På Korsør Bibliotek bliver efterårsferien en rejse langt væk fra hverdagen.
Tirsdag 13. oktober kan børn fra 8-12 år opleve en naturvejleder fra Brorfelde Observatorium fortæller om planeter, stjerner, stjernetåger og stjernebilleder.
Dagen efter, onsdag 14. oktober, går turen til en helt anden slags verden, når der vises forestillingen ’I guder!’, hvor børn fra fem år møder Thor, Freja, Loke og resten af den nordiske gudeverden.
På Slagelse Bibliotek kan børn fra seks år og deres voksne mandag opleve forestillingen ’Mikkeline – en listig og drilsk ræv’, og i Skælskør bliver tirsdag for de modige og nysgerrige, når man i forestillingen ’50 farlige ting’ undersøger for eksempel hvad der sker med popcorn, når man løfter låget, mens de popper.
På Slagelse Bibliotek er der torsdag kreativ workshop, hvor man skaber en gammel T-shirt om til et smart indkøbsnet – helt uden symaskine og kun ved at binde knuder.
Børnene må gerne tage deres egen gamle T-shirt med, men biblioteket har også genbrugs-shirts til dem, der kommer uden.
Bio og trylleri
I Skælskør inviterer Kosmorama og biblioteket tirsdag aften til Pyjamas Bio, hvor den står på hygge med oplæsning og små gode film for de 3-5-årige.
Fredag på Skælskør Bibliotek kommer den store tryllenørd Søren Andersen på besøg med et show med blandt andet trylleord, forsvundne børn og en sort/hvid malebog, der pludselig får farver. Efter showet er der fælles frokost med børnevenlige hapsere og gnavegrønt.
Mød Bibliobitterne
I hele ferien kan familier lære biblioteket lidt bedre at kende, når de møder Bibliobitterne.
Bibliobitterne er et lille rumfarende folkefærd, hvis rumskib er styrtet ned på biblioteket. Nu skal børn og voksne finde og hjælpe de små (virtuelle) væsner, som gemmer sig blandt bøgerne.
Aktiviteten er gratis og kræver ikke tilmelding. Den kan spilles på bibliotekets ipads eller på familiens egen mobil.
På slagelsebib.dk kan man finde flere informationer om de præcise tidspunkter og booke gratis billet. Til Pyjamas Bio købes billet på Kosmoramas hjemmeside.