Der er ikke udnævnt en viceanfører på det danske fodboldlandshold, og det er helt bevidst.
Ansvaret skal deles mellem flere spillere, og det gælder både unge og mere erfarne kræfter, forklarer landstræner Brian Riemer.
På landsholdet er Pierre-Emile Højbjerg lige nu valgt som anfører, mens en håndfuld spillere yderligere er med i anførergruppen.
- Vi opererer med en anførergruppe. Så vi har ikke udnævnt én viceanfører. Det er der mange årsager til. På et landshold er vi afhængige af, hvem der er klar i de givne samlinger. Det er denne samling et tydeligt eksempel på.
- I den tid, jeg har været her, har både Christian Eriksen og Kasper Schmeichel båret anførerbindet i fraværet af Pierre, siger Riemer.
Danmark har i den nuværende landsholdssamling sendt flere spillere hjem med skader, og Andreas Christensen blev ramt af en skade kort inden samlingen.
- Vi har en gruppe af ledere, og der bliver taget en vurdering fra samling til samling og fra kamp til kamp. Det er en større gruppe, hvor jeg forsøger at ramme dem, som skal repræsentere holdet. Både ung som gammel.
- Det er en variabel faktor, som fra samling til samling ikke altid er den samme. Det er ikke som på et klubhold, hvor du har 26 mand, som møder ind hver mandag morgen, siger Riemer.
Landstræneren er egentlig ikke meget for at afsløre navnene i anførergruppen til at starte med. Men han ombestemmer sig og remser dem op alligevel.
- Der er nogle af dem, der ikke er her til denne samling. Men det er jo Joachim Andersen, Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Rasmus Højlund og Victor Froholdt.
- Det er nogle af de spillere, som er vant til at tage ansvar i deres klubber. De er kommet til et sted, hvor de også skal tage mere ansvar på landsholdet og være med til at løfte det, siger Riemer.
Joachim Andersen er klar til at tage et større ansvar på landsholdet - også med et bind om armen.
- Jeg har båret anførerbindet i min klub, og det kommer ikke til at ændre noget i mit spil. Men det er da altid en stor ære at bære anførerbindet, siger Joachim Andersen.
Generelt skal lederskabet på landsholdet spredes mere ud på holdet end tidligere.
- Anføreren er vigtig, men det er allervigtigst at have en ledergruppe. I bund og grund ønsker vi, at der er en del flere end en eller to spillere, der tager ansvar.
- Det er konceptet i den måde, vi har valgt at gøre det på. Det er ikke en eller to spillere, der skal bære dette landshold. Der er en gruppe af spillere, der skal bære landsholdet, siger Riemer.
Det er også årsagen til, at yngre spillere som 23-årige Rasmus Højlund og 20-årige Victor Froholdt er med i anførergruppen.
- Anførergruppen skal repræsentere den yngre del af gruppen, den midterste del samt det øverste lag, hvad angår erfaring.
- Det handler om at få så mange som muligt til at tage et så stort ansvar som muligt. Det er den bedste måde at gøre det på, mener Riemer.
Danmark skal torsdag aften spille hjemme mod Portugal i Nations League.
RITZAU