Ronaldo forlader Portugals lejr og smækker med døren

Cristiano Ronaldo (til venstre) ankom onsdag til Parken, hvor Portugal skulle træne. Men kort efter forlod han stadion, mens holdkammeraterne påbegyndte træningen.

Cristiano Ronaldo (til venstre) ankom onsdag til Parken, hvor Portugal skulle træne. Men kort efter forlod han stadion, mens holdkammeraterne påbegyndte træningen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Cristiano Ronaldo har forladt den portugisiske landsholdslejr dagen før kampen mod Danmark i Nations League.

Det oplyser den 41-årige fodboldstjerne i et opslag på Instagram, hvor han antyder, at der er mere til historien end et simpelt afbud.

- Efter landstrænerens pressemøde og efter en samtale med præsidenten for det portugisiske fodboldforbund har jeg truffet beslutningen om at forlade landsholdslejren, skriver han.

Onsdag fortalte landstræner Jorge Jesus på et pressemøde i Parken, at Ronaldo ikke ville få en startplads i opgøret mod Danmark. I den seneste kamp mod Norge kom Ronaldo slet ikke på banen, og angriberen har heller ikke trænet med op til kampen i København.

Det har skabt spekulationer om gnidninger mellem de to.

Onsdag fortalte Jesus så, at Ronaldo ville træne med i den danske nationalarena, men umiddelbart efter blev han set på vej væk i en sort bil.

En times tid efter var der forlydender om, at hans privatfly havde kurs mod den danske hovedstad.

- Når tiden er inde, vil jeg fortælle alle portugisere sandheden om årsagerne til, at jeg har forladt landsholdet, som jeg altid har været fuldt engageret i.

- Nu er tiden inde til at ønske Portugal og alle mine holdkammerater uden undtagelse held og lykke, skriver Cristiano Ronaldo.

Ronaldo har delt opslaget med sine mere end 679 millioner følgere. Efter 20 minutter havde det næsten fået en million likes.

Den tidligere Manchester United- og Real Madrid-stjerne fik debut for Portugal i 2003 og har i alt spillet 234 landskampe.

Han er tidernes mest scorende spiller på landsholdsniveau med 146 fuldtræffere.

Historien melder endnu intet om, hvorvidt han har spillet sin sidste landskamp, men Ronaldo tilkendegav tidligere på året, at den nuværende sæson "formentlig" ville blive hans sidste.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...