Fortuna Hjørring når ikke frem til hovedturneringen i Europa Cup i år.
Det kan konkluderes efter onsdagens kamp mellem det danske hold og hollandske PSV.
Fortuna var bagud 0-1 efter det første møde på udebane og formåede ikke at komme på omgangshøjde i returopgøret, der endte 0-0 på dansk grund.
Hollænderne havde bolden klart størstedelen af tiden og diskede også op med flest skudforsøg. Med et kvarter igen ramte Liz Rijsbergen stolpen, men de brændte chancer fik ikke konsekvenser for PSV.
Dermed slutter nordjydernes europæiske sæson i anden runde af kvalifikationen til Uefas næststørste klubturnering for kvinder.
Senere onsdag skal Brøndby forsøge at sørge for dansk repræsentation i hovedturneringen. Holdet fra den københavnske vestegn gæster Sporting i Lissabon og tager et godt forspring med efter en sejr på 4-1 på hjemmebane.
Også HB Køge er stadig med i europæisk sammenhæng. De forsvarende danske mestre kæmper med i Champions League og skal torsdag møde schweiziske Servette.
RITZAU