Forældre til børn, der skal begynde i skole i august 2027, kan nu begynde at forberede sig på skolevalget. Egedal Kommunes skoler inviterer i den kommende tid til orienteringsmøder, hvor familier kan høre mere om hverdagen på skolerne og få svar på spørgsmål om skolestarten.
Skoleindskrivningen åbner den 2. november og løber frem til den 23. november 2026. Inden da modtager forældre til børn født i 2021 samt skoleudsatte børn et brev i e-Boks med information om indskrivningsprocessen og link til den digitale indskrivning.
På orienteringsmøderne får forældrene mulighed for at møde lærere og medarbejdere samt høre om skolernes tilbud. Møderne afholdes fra den 30. september til den 4. november på kommunens forskellige skoler.
Efter indskrivningsfristen får familierne svar på skoleplaceringen den 3. februar 2027. Forældre, der ønsker at søge om tidlig eller udsat skolestart, skal indsende ansøgningen senest den 23. november og kan forvente svar den 4. december.