Mads Stranges skødesløse omgang med fakta er et udtryk for selvforelsket dovenskab

Nanna Bernth, lederskribent

Nanna Bernth, lederskribent

Foto: Thomas Olsen

Den politiske ordfører fra Liberal Alliance Mads Strange er kommet i selvforskyldt modvind, efter at Ekstra Bladet har faktatjekket den unge politikers udsagn og har fundet stribevis af fejl, usandheder og lodret forkerte påstande. Selv har Strange udtalt til Altinget, at det egentlig er okay at begå fejl, ”for de eneste, der ikke laver fejl, er dem, der ikke laver noget”.

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

Det kan godt være, at Mads Strange laver meget. Men listen af hans politiske resultater er ret kort. Faktisk har hans politiske arbejde handlet mere om at mene noget end om at bestille noget. Sådan må det være, når man ikke har været i Folketinget længere end et halvt år. Men netop derfor skal man være ualmindeligt selvforelsket og overbærende med egne begrænsninger, hvis man end ikke gider faktatjekke sine meninger, før man siger dem højt.

Det kræver dokumenteret politisk håndværk og reelle bidrag til forandringer over en lang periode, hvis man forventer omverdens tilgivende skuldertræk, når man fejlagtigt siger noget vås. Med andre ord: Man skal gøre sig fortjent til at fejle uden anmærkninger.

Den position er Mads Strange ikke i nærheden af. Han er ganske enkelt ikke erfaren nok til at have bidraget med noget væsentligt. Det er helt fair. Man kan derimod godt forlange, at en voksen mand gør sig umage med at forvalte sit hverv med større ambitioner.

Problemet er, at han åbenbart ikke forstår, hvad hans sjuskede omgang med fakta giver af udfordringer for ham selv, sit parti og for folkestyret.

Som politisk ordfører skal han tegne profilen af partiet. Han repræsenterer Liberal Alliances linje udadtil, han skal deltage i de store folketingsdebatter, og han skal sidde med, når partiet skal forhandle sig til indflydelse. Det er svært, hvis man markedsfører sig som typen, der ikke gider lave sit hjemmearbejde.

Som repræsentant for demokrati og folkestyre er det ganske enkelt useriøst at bruge sin taletid på falske påstande og udokumenterede synsninger. Det er kun med til at svække den i forvejen skrantende tillid til politikerne, og her taber alle.

Man kan komme et stykke med charme, selvtillid og lækkert hår. Men hvis man vil tages alvorligt og gøre en forskel, skal der heldigvis mere til.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...