Svindlere slog til mod ældre kvinder to gange i samme by

To gange på få timer blev Nordsjællands Politi kontaktet om svindel mod ældre kvinder i Slangerup.

To gange på få timer blev Nordsjællands Politi kontaktet om svindel mod ældre kvinder i Slangerup.

Foto: Jens Wollesen

To ældre kvinder i Slangerup er inden for kort tid blevet udsat for kontaktbedrageri, hvor gerningsmænd har franarrede dem både kreditkort og smykker.

Tirsdag anmeldte en 71-årig mand, at hans 93-årige papmor omkring klokken 13 var blevet ringet op fra et ukendt nummer. Efter den lange telefonsamtale, som varede mere end en time og 20 minutter, mødte en mand op på kvindens adresse og fik udleveret både guldsmykker og kreditkort.

Efterfølgende blev der forsøgt hævet penge på kvindens kort, men forsøget mislykkedes, da kortet automatisk var blevet spærret. Den 93-årige beskriver gerningsmanden som en mand med dansk udseende. Politiet har sikret muligt DNA fra gerningsstedet.

Senere samme dag modtog politiet endnu en anmeldelse om et lignende bedrageri i Slangerup. En 95-årig kvinde oplyste, at hun dagen før omkring klokken 10 var blevet opsøgt på sin adresse af en mand, der fik hende til at udlevere kreditkort og guldsmykker.

I denne sag lykkedes det efterfølgende gerningsmanden at hæve 86.000 kroner fra kvindens konto.

Den mistænkte beskrives som 180-190 centimeter høj, slank, dansk af udseende og mellem 25 og 30 år gammel. Han var iført hvidt tøj og en hat.

I forbindelse med efterforskningen fandt politiet videoovervågning på en bolig over for den 95-årige kvindes adresse. Ejeren af huset har sikret optagelserne og overdraget dem til politiet, som nu undersøger, om de kan bidrage til opklaringen af sagen.

Politiet efterforsker begge hændelser som kontaktbedrageri og opfordrer borgere til at være opmærksomme på personer, der udgiver sig for at repræsentere myndigheder, banker eller andre institutioner.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...