Joakim Mæhle bragede ind på landsholdet og lavede ni mål i sine første 25 kampe for nationalmandskabet.
Siden er backens målfrekvens faldet til mere normale tre mål i hans seneste 36 landskampe, og det lever han helt fint med.
- Det gik nok lidt for stærkt i starten, hvis jeg skal være ærlig. Jeg er blevet ældre, og dengang var det nok en fordel for mig, at jeg var et ukendt blad, som folk ikke kendte så godt, siger Mæhle.
Prioriteterne har med tiden ændret sig for den 29-årige back.
- Der var flere mål i starten, men jeg er forsvarsspiller, så det er ikke det, jeg skal måles og vejes på. Jeg er blevet lidt ældre og vil hellere holde nullet og tage en 1-0-sejr end at vinde 3-2.
- Det er i forsvaret, jeg har mine største pligter. Det er det, jeg sætter en ære i. Jeg vil helst have en kamp som mod Wales, hvor vi holder nullet og leverer en solid præstation både offensivt og defensivt, siger Mæhle med henvisning til søndagens 2-0-sejr i Parken.
Mæhle er den sidste tilbageværende dansker i Wolfsburg efter sommerens nedrykning til 2. Bundesligaen.
Han havde sine landsholdschancer i tankerne i løbet af sommeren og blev beroliget af landstræneren.
- Jeg havde selvfølgelig en tæt dialog med Brian Riemer hele vejen igennem transfervinduet. Han sagde til mig - ikke 100 procent, men næsten uanset hvad der skete - at jeg ikke skulle være bange for min plads, siger Mæhle.
Han vil gøre alt for at hjælpe Wolfsburg tilbage i Bundesligaen, men uanset missionens udfald står han til at have en mulighed for et nyt skridt i karrieren næste sommer, når hans kontrakt løber ud.
Han afviser ikke at forlænge med tyskerne og kalder dialogen åben.
- Men jeg er på vej mod de 30 år, så hvis jeg skal prøve noget andet i udlandet, skal det til at være. Der er både noget personligt og familiemæssigt at overveje i forhold til, hvor det næste skridt skal være.
Kun Pierre-Emile Højbjerg har med sine 99 optrædener spillet flere landskampe end Mæhle i den aktuelle landsholdstrup.
RITZAU