Fjordlys Festival har netop taget hul på salget af billetter til festivalen den 16.-17. juli næste sommer, og denne gang har arrangørerne ændret måden, billetterne bliver solgt på.
I stedet for én fast pris bliver partoutbilletterne solgt i fire såkaldte 'stimer'. De første koster 245 kroner, mens prisen på den sidste stime bliver 495 kroner.
Dermed koster den billigste partoutbillet mindre end halvdelen af den dyreste.
- Vi vil gerne belønne dem, der beslutter sig tidligt. Derfor begynder vi med et begrænset antal billetter til den laveste pris, og så stiger prisen i takt med, at vi bevæger os gennem stimerne, siger Andreas Olsen, der er blandt festivalens to initiativtagere.
Fire forskellige priser
Billetterne til den lokale non-profit festival koster i første stime 245 kroner og sælges frem til 30. november eller indtil udsolgt.
Derefter følger anden stime til 295 kroner frem til udgangen af januar. Tredje stime koster 395 kroner og sælges frem til udgangen af maj, mens den sidste stime koster 495 kroner.
Unge mellem 12 og 17 år kan i hele perioden købe partoutbilletter til 245 kroner, medmindre de selvfølgelig bliver udsolgt.
Der er endnu ikke offentliggjort artister til næste års festival.

En festival uden ejere
Fjordlys Festival drives som en non-profit festival. Det betyder, at festivalen ikke har ejere, der trækker et overskud ud af arrangementet. Et eventuelt overskud skal i stedet gå tilbage til lokale foreninger og kulturliv.
Festivalen er samtidig båret af frivillige kræfter, både i planlægningen og under selve afviklingen.
Bag Fjordlys står en gruppe unge arrangører, der alle er vokset op i Frederiksværk og i dag bruger en stor del af deres fritid på at skabe festivalen i deres hjemby.
Andreas Olsen og Oliver Jøhnk Boel er de to initiativtagere, mens den øvrige arrangørgruppe arbejder med blandt andet kommunikation, frivillige, sikkerhed og programafvikling.
Arbejdet med festivalen er derfor ikke begrænset til de to festivaldage om sommeren. Planlægningen foregår gennem hele året og involverer langt flere end de otte hovedansvarlige, der mødes hver mandag året rundt.
Kommunal støtte endnu uafklaret
Mens planlægningen af næste års festival er i gang, er en del af det økonomiske grundlag endnu ikke på plads.
I 2026 modtog Fjordlys Festival et kommunalt tilskud på 200.000 kroner fra Halsnæs Kommune.
Det er endnu uvist, om festivalen også får kommunal støtte i 2027. Budgetforslaget for 2027-2030 har været igennem første behandling i byrådet, men de politiske budgetforhandlinger er endnu ikke afsluttet.
Budgettet skal efter planen til anden og endelig behandling i byrådet den 8. oktober.