Ibi-Pippi idømmes bøde for at have krænket fængselsbetjent

Kunstneren Ibi-Pippi Orup Sommer er skyldig i at have chikaneret og blufærdighedskrænket en kvindelig fængselsbetjent.

Hun idømmes en bøde på 15.000 kroner og skal betale tortgodtgørelse til fængselsbetjenten.

Det oplyser Retten i Horsens.

Den 49-årige provokunstner havde nægtet sig skyldig i anklagen om chikane og blufærdighedskrænkelse.

Sagens omdrejningspunkt er værket "Toksisk Maskulinitet", som blev til, mens Ibi-Pippi Orup Sommer afsonede en dom i Møgelkær Fængsel nær Hedensted.

Værket viser en fængselsbetjent i blå uniform med en dåsesodavand klemt fast mellem brysterne.

Den tiltalte overdrog under afsoningen værket til en fængselsbetjent.

Det førte til, at kunstneren blev anbragt i isolation og overflyttet til et lukket fængsel.

Den daværende Kriminalforsorgen, nu Danmarks Fængsler, afgjorde senere, at det var uberettiget og tilkendte kunstneren en erstatning.

Anklagemyndigheden har gjort gældende, at der er lighedstræk mellem kvinden på billedet og fængselsbetjenten, der fik billedet overdraget.

Anklagerfuldmægtig Thomas Vestergaard fremhævede i retten også navnesammenfaldet mellem sodavandsmærket på billedet og fængselsbetjentens fornavn.

Den tiltalte nægtede sig skyldig og fortalte i retten, at værket delvist var lavet ved hjælp af kunstig intelligens.

- Jeg har skabt et værk, som jeg står på mål for og er stolt over. Det henviser ikke til en konkret person.

- Det er et forsvar for kvinders ret til at gå på arbejde uden at blive seksualiseret, lød det i retten fra Ibi-Pippi Orup Sommer.

Kunstneren skriver i en besked til Ritzau, at hun er "dybt, dybt rystet" over dommen og nu vil rådføre sig med sin advokat.

Man kan ikke automatisk anke en bødestraf på under 20.000 kroner til landsretten.

Det vil i givet fald kræve en særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Sagens anklager havde i retten argumenteret for, at kunstneren skulle idømmes en ubetinget fængselsstraf på 20-30 dage.

Han er umiddelbart tilfreds med afgørelsen.

- Dommen er et udtryk for, at det tages alvorligt, når en person, der arbejder i offentlig tjeneste, udsættes for chikane, siger Thomas Vestergaard i en kommentar.

"Toksisk Maskulinitet" har været vist på gallerier i Horsens og Brande, ligesom værket ifølge anklageskriftet er solgt til et "ukendt antal købere".

14 eksemplarer af værket blev beslaglagt af politiet og skal nu konfiskeres, har Retten i Horsens bestemt.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...