En 35-årig mand fra Hørsholm har særdeles svært ved at forstå en besked. Eller for den sags skyld narko- og færdselslov. Tirsdag aften blev han nemlig igen taget for at køre narkopåvirket - og denne gang tog politiet bilen.
Manden blev stoppet midt på Vor Frue Hovedgade ved 18.30-tiden.
Manden fremstod meget nervøs og opfarende, og politiet vurderede, at han kunne være påvirket af stoffer. Med en narkometertest blev han testet positiv for kokain, hvilket han blev sigtet for, skriver politiet i deres døgnrapport.
Da manden flere gange var blevet sigtet for at køre i påvirket tilstand, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskering, hvilket manden protesterede imod og ønskede vurderet af retten.
Men ikke nok med det. Under anholdelsen blev manden mere og mere aggressiv, og han blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet, trusler og fornærmelig tale.
Han blev senere på aftenen løsladt, men er forsat sigtet for alle forhold.