Dette efterår sætter Furesø Biblioteker fokus på beredskab. Det handler både om dåsemad, nødradio og vand til tre dage, men også om hvordan man ruster sig mentalt, socialt og kulturelt til kriser.
De landsdækkende beredskabsuger skydes i gang med en særlig udgave af guidet fælleslæsning mandag 19. oktober klokken 13-14 på Farum Bibliotek.
Her er beredskab temaet for de tekster, som litteraturformidler Signe Thomsen vil læse højt. Bagefter taler man sammen om teksterne og de tanker, de sætter i gang. Alle kan være med, og der kræves ingen forberedelse.
Tirsdag 27. oktober klokken 16.30-18 står den på opbyggelig fællessang med Furesøs musikskoleleder Mads Strandgaard og saxofonist og komponist Jakob Høgsbro.
De er vant til at skabe god stemning og fællessang på Nørrebro Teater, og denne gang synger de til 'kulturel oprustning' i Café Trappaud i Farum Kulturhus.
Endelig kan man mandag 2. november klokken 16.30-17.30 blive klogere på, hvordan man styrker sit hjemmeberedskab, hvis krisen rammer. Det er Beredskabsforbundet, som besøger Farum Bibliotek med gode råd og vejledning.
De tre arrangementer er gratis, og tilmelding foregår på furbib.dk.