Fin hæder til TMS-direktør

Henrik Dudek er kåret til "årets leder" i Tophåndbold, der også er divisionsforeningen. 

Henrik Dudek (i midten) er årets leder 2026 i dansk elitehåndbold. Til venstre er det Tophåndbolds direktør, Thomas Christensen, og til højre foreningens formand Jesper Sørensen fra Skive fH.

Henrik Dudek (i midten) er årets leder 2026 i dansk elitehåndbold. Til venstre er det Tophåndbolds direktør, Thomas Christensen, og til højre foreningens formand Jesper Sørensen fra Skive fH.

Foto: Tophåndbold

Henrik Dudek skrev sig tirsdag ind i et fornemt selskab blandt danske håndboldledere, da han på Tophåndbolds generalforsamling tirsdag blev kåret som årets leder.

Tophåndbold er også kendt sin divisionsforeningen, der har ansvaret for 1. division og Håndboldligaen.

Her er motivationen for valget af Henrik Dudek fra Tophåndbold:

"Henrik Dudek er et navn, som alle i dansk elitehåndbold kender – og i TMS Ringsted har han gennem rigtig mange år været en særdeles markant del af klubbens udvikling.

Læs også

Henrik har mere end 10 år som formand bag sig – først i TMS Ringsted Forening og siden i TMS Ringsted A/S. Gennem årene har han været med til at udvikle klubben og skabe de organisatoriske, kommercielle og økonomiske rammer, der er nødvendige for at drive elitehåndbold på højeste niveau.

Men Henriks historie i elitehåndbolden handler ikke kun om TMS Ringsted.

I 00’erne var han en del af det ambitiøse projekt omkring Slagelse Håndbold, hvor han sammen med Anja Andersen og flere var med til at bygge den succes, som var med til at sætte nye standarder for dansk kvindehåndbold.

Når det er sagt, har Henrik Dudeks hjerte altid været grønt, og efter tiden i Slagelse fandt han sin vej tilbage til TMS Ringsted. Først som ungdomsformand og senere som formand – og det var især her, hans erfaring fra både erhvervslivet og elitehåndbolden atter kom i spil.

Hans engagement har også strukket sig ud over arbejdet i de enkelte klubber. I flere år var Henrik en del af bestyrelsen i Divisionsforeningen Håndbold, blandt andet som næstformand, hvor han arbejdede loyalt for fællesskabet omkring dansk elitehåndbold.

Her bidrog han med sin erfaring, sit engagement og sit indgående kendskab til de muligheder og udfordringer, der følger med det arbejde at drive en eliteklub. Henrik har altid været villig til at engagere sig i de fælles spørgsmål og bidrage med både holdninger, erfaring og sparring – også når perspektivet skulle løftes fra egen klub til elitehåndbolden som helhed. I et interview fra 2022 fremhævede Henrik selv værdien af arbejdet i Divisionsforeningen og muligheden for at være med til at skabe fælles rammer og retningslinjer for klubberne og ligaerne.

Tidligere modtagere

De 15 seneste modtagere af prisen som årets leder:

2011: Carl Lærke, Roskilde Håndbold

2012: Torben Væver, Skanderborg Håndbold

2013: Jan Larsen, Aalborg Håndbold

2014: Simon Lindhardt, SønderjyskE Herrer

2015: Jakob Andreasen, Silkeborg Voel KFUM

2016: Thomas Hylle, Team Esbjerg

2017: Christian Lynnerup, Bjerringbro-Silkeborg

2018: John Mikkelsen TTH Holstebro

2019: Jens Christensen, Skanderborg Håndbold

2020: Kenneth Sahlholdt, Nykøbing Falster Håndbold

2021: Gunnar Bruhn Simonsen, Mors-Thy Håndbold

2022: Peter Andersen, HC Midtjylland

2023: Bjarne Pedersen, Team Esbjerg

2024: Thomas Renneberg-Larsen, Fredericia Håndbold

2025: Lisbeth Klarskov, Roskilde Håndbold

For nogle år siden mente Henrik, at tiden var kommet til at give stafetten videre i TMS Ringsted. Efter 13 år som formand trådte han tilbage og afleverede, med egne ord, håndboldselskabet i god gænge.

Men nogle gange slipper man ikke bare en klub, man har lagt så mange kræfter og så meget engagement i. Så da TMS Ringsted i foråret 2025 stod i en vanskelig situation og havde brug for ’’nye’’ kræfter og stærke kompetencer i ledelsen, blev der igen kaldt på Henrik. Og Henrik sagde selvfølgelig ja.

Henrik nøjedes dog ikke med at vende tilbage til bestyrelsen. Den 1. juni 2026 tog han yderligere et skridt, da han blev ansat som fuldtidsdirektør i TMS Ringsted A/S. Dermed har han nu gjort dét, der gennem så mange år har været en meget stor del af hans fritid og engagement, til sit daglige arbejde.

Henrik har en stor forståelse for, at elitehåndbold ikke alene handler om det, der foregår på banen. En stærk eliteklub kræver også en velfungerende organisation, en sund økonomi, stærke kommercielle relationer og mennesker, der er villige til at tage ansvar – også når det er svært.

Og netop det ansvar har Henrik taget igen og igen.

Fra de store europæiske håndboldaftener i Slagelse over mange års arbejde for TMS Ringsted og bestyrelsesarbejdet i Divisionsforeningen til i dag, hvor han har valgt at gøre arbejdet for TMS Ringsted til sin fuldtidsbeskæftigelse.

Derfor er vi meget glade for i år at kunne anerkende en mangeårig og markant leder i dansk elitehåndbold.

Stort tillykke til Henrik, som i dag modtager diplom, blomster og gavekort fra Danske Hoteller."

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...