Kalundborg er klar til at byde børn og familier velkommen til en efterårsferie fyldt med gyseroplevelser.
Uge 42 bliver alt andet end almindelig, når lokale kulturinstitutioner går sammen om at skabe GYS i Kalundborg.
For andet år i træk samarbejder Vores Kalundborg, Kalundborg Svømmehal, Museum Vestsjælland og Kalundborg Biblioteker om at fylde byen med spøgelser, græskar og aktiviteter for folk i alle aldre.
Marie Louise Thiersen fra Vores Kalundborg, Pernille Nielsen fra Museum Vestsjælland, Ditte Hansen fra Kalundborg Svømmehal samt Frederikke Markussen og Stine Veisegaard fra Kalundborg Biblioteker står bag initiativet.
Målet er, at kulturaktørerne i stedet for at arrangere hver for sig, samarbejder om at sprede oplevelserne ud over hele byen.
Der er rig mulighed for at lade sig skræmme fra mandag 12. oktober, hvor programmet begynder på Kalundborg Bibliotek. Formiddagen byder på en (u)hyggelig Halloween Workshop, hvor børn fra fire år kan lave fantasifulde Halloween-kreationer.
Bibliotekscyklen ruller klokken 13.00 ud i Kordilgade med en ladning fuld af gys udover de almindelige bøger.
Her kan børnene blandt andet få gysertatoveringer. Åbner man døren til bibliotekets kælder fra klokken 17.00 til 21.00, venter skræmmende historier og mystiske oplevelser for børn i alderen seks til 12 år.
Kalundborg Museum byder samme aften på 'Nat på museet', hvor børnene kan opleve mørkets væsner. Arrangementet tilpasses børn i tre forskellige aldersgrupper mellem klokken 18.00 og 21.00.
Kalundborg Svømmehal forvandler sig til et Halloween Pool Party med musik og lys til glæde for de 10 - 14-årige. Pool Party finder sted fra klokken 18.15 til 20.15 og kræver, at deltagerne kan svømme.
Vores Kalundborg inviterer også til en gratis skattejagt gennem midtbyen alle hverdage i perioden fra klokken 10.00 til 16.00. Børn mellem nul og 12 år kan starte hos Swärds Guldsmedie i Kordilgade, hvor de får udleveret et skattekort.
På ruten skal de finde ord, som tilsammen afslører, hvor Spøgelset Skygge gemmer sig. Finder man det, kan man deltage i lodtrækningen om præmier.