Lad være med at gøre det sværere at være ung

Unge får ikke bedre skoolekundskaber af, at de skal arbejde mere på fritidsjobbet. Derfor skal vi bevare SU for hjemmeboende, mener Katrine Wied.

Unge får ikke bedre skoolekundskaber af, at de skal arbejde mere på fritidsjobbet. Derfor skal vi bevare SU for hjemmeboende, mener Katrine Wied.

Foto: Thomas Olsen

Der er tidspunkter, hvor politiske beslutninger sender et signal om, hvilket samfund vi ønsker at være. Regeringens forslag om at afskaffe SU'en til hjemmeboende unge fra familier med en samlet indkomst over 710.000 kroner om året sender desværre det forkerte signal.

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

Vi står allerede med en alvorlig udfordring blandt vores unge. De nyeste internationale Pisa-resultater viser, at danske elever klarer sig markant dårligere i læsning, matematik og naturfag, end vi kunne ønske os. Alt for mange forlader folkeskolen uden de faglige forudsætninger, som er nødvendige for at få succes på en ungdomsuddannelse.

Det burde få alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg.

Når unge starter på gymnasiet, handelsskolen eller en erhvervsuddannelse, burde vi spørge os selv: Hvordan giver vi dem de bedste muligheder for at lykkes? Regeringens svar ser ud til at være, at de skal arbejde mere.

For når den hjemmeboende SU forsvinder, forsvinder de unges behov ikke. Udgifterne til transport, sociale aktiviteter og hverdagsliv består. Derfor vil mange unge være nødt til at skaffe pengene et andet sted. Det mest oplagte er flere timer i fritidsjobbet.

Der er ingen grund til at tale fritidsjob ned. Tværtimod. Et fritidsjob lærer unge ansvar, samarbejde og disciplin. Det kan være en værdifuld del af ungdomslivet.

Problemet opstår, når fritidsjobbet ikke længere er et supplement, men en nødvendighed.

Det er bemærkelsesværdigt, at grænsen for at miste SU'en rammer familier, som langt fra nødvendigvis opfatter sig selv som velhavende. En samlet husstandsindkomst på 710.000 kroner om året kan mange steder i landet dække over helt almindelige familier med realkreditlån, stigende priser og flere børn. For disse familier vil regningen ganske enkelt blive sendt videre til de unge selv.

Hvis flere timer skal bruges bag kassen i supermarkedet, på lageret eller i restauranten, er der færre timer til lektier, afleveringer og forberedelse. Det er svært at se, hvordan det skal styrke de unges faglige niveau netop på et tidspunkt, hvor samfundet efterspørger bedre uddannede unge og flere med kompetencer til fremtidens arbejdsmarked.

Forslaget overser også en anden udfordring, som fylder stadig mere blandt unge: Trivslen.

I årevis har vi hørt advarsler om stigende mistrivsel, stress og præstationspres blandt børn og unge. Mange oplever allerede et konstant krav om at præstere fagligt, socialt og personligt. Når politikerne lægger endnu et pres oveni, denne gang et økonomisk pres, er det svært at forestille sig, at resultatet bliver mere ro, mere overskud og bedre læring.

Danmark har gennem årtier bygget et uddannelsessystem på den tanke, at økonomi ikke skal være afgørende for unges muligheder for at uddanne sig. Det princip har tjent os godt. Derfor bør politikerne træde varsomt, når de begynder at flytte regningen fra staten over på de unge.

Hvis Pisa-undersøgelsen har lært os noget, er det, at vi har brug for at styrke de unges læring, ikke svække den. Hvis vi ønsker dygtigere unge, stærkere ungdomsuddannelser og et mere kvalificeret arbejdsmarked, bør vi gøre det lettere at være elev. Ikke sværere.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...