Det var to halvlege der nærmest kunne betegnes som nat og dag, da Frederiksværk og Ølstykke lørdag eftermiddag tørnede sammen i Serie 1 på FFK's hjemmebane på Magleblik.
Det var de første 45 minutter, der var mørk som natten, men en spiller fik lyset frem efter pausen. Hjemmeholdets Mikkel Møller Nielsen, der med et vaskeægte hattrick - tre mål på stribe i samme halvleg - sørgede for en 3-1 sejr til Frederiksværk efter 0-1 ved pausen.
De første 45 minutter blev ikke specielt ophidsende for det fremmødte publikum. Et par sporadiske chancer til begge hold var hvad det blev til. Indtil halvlegens overtid lignede det en 1. halvleg uden scoringer.
Det blev det dog ikke.
Ølstykke udnyttede et virkelig sløjt øjeblik i hjemmeholdets defensiv. I flere tilfælde burde bolden være losset 'ud af kommunen', men alt for meget nipseri i eget felt endte med at Ølstykke fik tilkendt et straffespark, som de sikkert udnyttede til en 1-0 føring.
Flotte langskud
I 2. halvleg var der dog kun et hold på banen. Det var Frederiksværk. Anført af en veloplagt Mikkel Møller Nielsen blev gæsterne presset i bund. Allerede i det 49. minut fyrede han kanonen af fra distancen, og det flotte langskud susede i netmaskerne til 1-1.
Blot ti minutter senere var Mikkel Møller Nielsen på færde igen, da han havde sidste fod på et stærkt oplæg fra Marco Miladinovic og Daniel Jacobsen, til en sikker 2-1 scoring.
Kort før sidste fløjt fuldbyrdede Mikkel Møller Nielsen sit hattrick, da han påny trykkede hårdt af langt udefra, og igen overlistede gæsternes keeper med et velplaceret langskud til slutfacit 3-1.
En stærk, og på baggrund af en fremragende 2. halvleg, fortjent sejr til FFK, der med de tre point spillede sig helt tilbage i topstriden i rækken. halvvejs gennem turneringen tyder alt på at Snekkersten, FFK og Jyllinge skal slås om den direkte oprykning til Sjællandsserien.
Og netop Jyllinge bliver FFK's kommende modstander. Det sker på lørdag kl. 14.30 på Spraglehøj Idrætsanlæg i Jyllinge.