Fotografiets udvikling gennem tiden og dets betydning i en tid præget af kunstig intelligens vil være i fokus, når Ole Agerbæk og Sven Petersen inviterer til billedforedrag i Raklev Kirke fredag 2. oktober fra klokken 10.00 til 12.00.
Ole Agerbæk, der er professionel fotograf, og Sven Petersen, tidligere lærer og freelance fotograf med særligt fokus på det lokale, deler deres viden og erfaringer fra mange års arbejde med fotografiet.
Sven Petersen har illustreret Jens Nielsens bogserie om oldtiden i Raklev Sogn, udgivet af Raklev Lokalarkiv, og sammen med Ole Agerbæk har han udgivet en bog med droneoptagelser, der viser Kalundborgs udvikling gennem før- og nu-billeder.
På foredraget vil man komme bag kulisserne på dette bogprojekt og høre om deres fælles passion for fotografiet som både kunstnerisk udtryk og historisk dokumentation.
Der vil også blive præsenteret en række stemningsfulde billeder fra deres arkiver med lokale motiver.
En vigtig del af foredraget handler om fotografiets rolle i en tid, hvor kunstig intelligens påvirker, hvordan billeder bliver opfattet og forstået. De stiller spørgsmålet: Kan vi stadig stole på det, vi ser?