Facaden er blevet renoveret. Det samme er værelserne, badeværelserne og køkkenet – ja faktisk har håndværkerne været i hvert et rum og over så godt som hver en detalje i den 150 år gamle villa, Havreholm Slot.
Nu står det så endelig færdigt. Smukt og gennemrenoveret, og ikke mindst er det netop sat til salg, oplyser rigmanden Henrik Frederiksen, der i 2018 købte ejendommen for et ukendt millionbeløb.
- Det har hele tiden været planen, at når det var færdigrenoveret, så skulle det sælges til nogen, der ville drive det videre som hotel. Det har vi nemlig aldrig haft et ønske om, afslører han.
27 værelser
Det er Colliers International, der skal stå for salget af den prægtige ejendom, der ifølge Henrik Frederiksen kan købes for 65 millioner kroner.
For den pris kan køberen se frem til at råde over 27 værelser, et splinternyt køkken, flotte fællesarealer og ikke mindst 30 tønder land, der blandet andet er indrettet med en dejlig have og fredskov.
- Jeg håber og går ud fra, at der om et halvt års tid vil være nogle nye ejere, som kan genåbne hotellet i de nyrenoverede rammer, siger han.
Henrik Frederiksen vil ikke afsløre, hvor mange penge renoveringen af den gamle ejendom har kostet, men han fortæller til avisen, at det ikke har været helt billigt.
- Det har kostet rigtig mange penge. Rigtig mange millioner, men det er også blevet rigtig flot.
Et svært salg?
Om slottet handles for prisen på 65 millioner, må tiden vise.
Tidligere ejendomshandler af lingende karakter, har vist, at det kan være svært at finde købere, der kan eller vil give prisen.
For eksempel blev Gurrehus, der ligger smukt nær Gurre Slotsruin og Gurresø, i 2019 handlet for 49,8 millioner kroner. Det var ellers sat til salg for 100 millioner i 2013, 58 millioner i 2018 og 52 millioner i 2019.
Ifølge Tinglysningen ligger der en offentlig vurdering på Havreholm Slot fra 2020 på knap 33 millioner kroner.
Erfaring med hoteller
Henrik Frederiksen blev mangemillionær, da han solgte en række Matas-forretninger. Han har siden hen investeret i blandt andet ejendomme og hoteller – heriblandt Hotel Bretagne i Hornbæk, som han også sikrede en gennemgribende renovering, inden at det igen kunne byde gæster velkommen i 2017. I dag ejer han også Molskroen og Molskroen Strandhotel i Ebeltoft.
Det var desuden Henrik Frederiksen, der solgte skonnerten Zar til foreningen bag Helsingørs nye skoleskib til den fordelagtige pris på fem millioner kroner.
Han er i dag gift med Susanne Risom, der har Galleri Hornbæk.